GĜIFT 253 „—- alt dette er Troens dybe Hemmelighed, som vor Fornuft ei kan ransage.“ „Det er rigtigt Mons Monsen! — du er flink Gut, naar du bare vilde give dig lidt Tid; men du snakker saa frygtelig fort, at du tumler dig væk. Her er lidt Forskjel i Bøgerne — som kanske Latinskolens Elever har mærket,“ sagde Provsten til Abraham; „flere af Gutterne ved Almueskolen og fra Landsognene har lært efter en ældre Udgave.“ Dette var ogsaa en Egenhed ved Provsten Sparre, som de andre Præster beundrede eller forargede sig over. De fleste mente nemlig, at skulde Kristendomsundervisningen have samlende Betydning for Menighedslivet, maatte fremfor alt Lærebogen være absolut den samme for alle; og derfor lærte de efter den Udgave af Pontoppidans Forklaring, som sidst var udkommen med kongelig Resolution, og taalte ikke andet. Men Sparre tog, hvad man bød ham, naar de bare kunde det ordentligt udenad. Derfor maatte han ogsaa have dette vidunderlige Kjendskab til den enkelte og til de gamle og nye Udgaver, saa han baade kunde stille Spørgsmaalet og „sætte paa“ i Svaret. Ved at omtale Forskjellen mellem Udgaverne og Forklaringen kom Provsten til at tænke paa en ulykkelig Konfirmand, han havde iaar. Pastor Martens havde i Sakristiet erklæret ham for en uforbederlig Idiot. Det var en stor stærk Gut paa atten Aar, der gik som en Rese blandt de andre, og som allerede flere Gange havde fyldt det tørre Forsamlingslokale med undertrykt Jubel ved sin mageløse Taabelighed. Provsten selv mistvivlede. Men alligevel iagttog han ham nøie og lyttede alvorligt til de Stumper og Ramser, som den arme Osmund gav tilbedste i hyt og Veir, naar han blev spurgt. Tilslut troede Provsten, at han havde fundet en Traad, og idag vilde han prøve; han gjorde i en Fart en liden Overgang fra Treenigheden, for at kunne anbringe sit Forsøg. „Du Osmund Asbjørnsen Sauamyr,“ begyndte han venligt og langsomt, for at give den anden Tid til at samle sig; „kan du svare mig — Gutten min! — kan du svare mig paa det Spørgsmaal: Hvilke ere da saadanne Evangelii Naadegaver?“ . Osmund Asbjørnsen Sauamyren sad et Øieblik ganske stille; derpaa begyndte han — enstonigt, men sikkert — og bestandigt stærkere syngende, — med en Fart, saa han næsten mistede Pusten: „Det er Kristi Retfærdighed, Syndernes Forladelse, den børnlige Udkaarelse, Guds faderlige Forsorg, Arve-Rettigheden, Fred med