254 ĜIFT Gud, sønlig Tillid, Guds Kjærligheds søde Smag, Tilgang til Gud og Dristighed til at bede; Forsikring om Guds Naade, om Bønhørelse og Hjælp i al Nød, særdeles kraftig Beskjærmelse imod alle synlige og usynlige Fiender, Taalmodighed med vor Svaghed og naadig Skaansel i vort ganske Levned; det evige Livs Forsmag, Glæde i den Helligaand, Styrelse, Lys, Drift og Kraft af samme Aand; Befrielse fra Syndens Straf og Herredømme, fra Guds Vrede, Lovens Forbandelse og Tvang, fra Satan, Helvedes og Dødens Magt, ffa Verden og en ond Samvittighed; alle Tings endog de bitrêèste Lidelsers Udfald til de Troendes Bedste, et levende Haab om Saligheden, hvorpaa endelig følger den uudsigelige evige Glæde og Herlighed i Himmelen og saa fremdeles!“ „Ser man det!“ raabte Provsten Sparre triumferende og noterede i sin Bog; „jeg tænkte nok, du var ikke saa gal endda — du Osmund!— du har kanske ikke saa let for at skjønne Spørgsmaalene som Bygutterne; men du kan dog noget — Gutten min! — bliv du bare ved med at være flittig og opmærksom, skal du se, det gaar dig nok godt.“ Latinerne vare skuffede, de havde ventet en god Latter; men hele den lange Bænk bøiede sig fremover og betragtede Osmund med den største Forbauselse. Selv sad han med aaben Mund og gloede paa Provsten. Aldrig var sligt hændt ham, aldrig havde han hørt et Ord af Ros eller Haab; men heller aldrig havde nogen Præst tilforn opdaget dette hans store og eneste Bravournummer om Evangelii Naadegaver. Osmund Asbjørnsen Sauamyren havde prøvet mange Præster og slidt — jeg ved ikke, hvormange — Forklaringer op. Ligefra han begyndte i fjorten-femten Aars Alderen at tage Bogen med sig i Heien, hvor han gjætede, og indtil denne Dag havde han tumlet forgjæves med Spørgsmaal og Svar. Kun en eneste Gang i en god Stund havde hans Hjerne gjort en kjæmpemæssig Anstrængelse foran dette uhyre Spørgsmaal om Evangelii Naadegaver. Og med den underlige Vilkaarlighed, som følger Udenadslæsning, var denne ene Ramse helt og holdent uden Feil eller Tvivl bleven fast derinde; og saa ofte havde han nu gjentaget den i modløse Stunder, at den ikke kunde gaa istykker, uden at den stakkels Osmunds skrøbelige Forstand gik med det samme. Men hvor lidet havde Evangelii Naadegaver hjulpet ham til denne Stund! Til Spot for alle og til Sorg for sine Forældre var han blevet gaaende fra Aar til Aar som haabløs Konfirmand — baade hjemme