266 GIFT Om Aftenen var det umuligt; det førte bare videre i Heftighed og Uvenskab. Men om Morgenen var alt reduceret og mindre betydeligt, de mest brændende Stridsspørgsmaal lod sig behandle lempeligt som Smaating i den kjølige Morgenlutft. Professor Løvdahl var sig fuldtvel bevidst, at han havde forløbet sig og saaret sin Kone paa det dybeste. Som korrekt Mand skammede han sig ved at have forraadt en Stemning, han havde sat sin Ære i at holde skjult. Overfor sin Kone skammede han sig næsten mindre, fordi han selv vidste, at han ikke havde ment hine onde Ord i Alvor, og fordi han jo var saa ganske vis paa, at hun selv med lidt Eftertanke snart vilde indse, at det bare var et Ord, som var faret ham af Munden i den første Uvilje. Thi det var unægteligt en forbandet Historie med det nye Barn. Nu havde han i saa mange Aar vænnet sig til Tanken om denne ene Søn. Saavel isin egen Fattigpraxis som i sine statistiske Studier havde han seet saa meget af de sørgelige Følger af Talrigheden blandt Børnene; han havde selv talt og skrevet saa meget og saa skarpt derimod. Faldt der nu ikke et Skjær af Latterlighed over ham, naar han efter femten, sexten Aars Forløb — paa sine gamle Dage skulde begynde at praktisere mod sin egen Theori? Alle de Vittigheder, han skulde døie; Smil, Hentydninger og gjennemsigtig Ondskab. Og saa dertil Forstyrrelsen i Huset; al den Uleilighed og Uhygge, som let lader sig bære, mens man er ung og det er nyt; men som bare forstyrrer og sætter Huset paa Ende, naar man er kommet vel iorden. Det var alt dette, som ved et var faldet over ham, havde forbundet sig med den onde, ophidsede Stemning, hvori han en Tid havde gaaet, havde endt med at tage Fodfæstet fra den beherskede, fine Mand og fremkaldt de Ord, der paa en vis Maade forraadte hans Hemmelighed, skjønt han i Virkeligheden var langt fra at mene, hvad han sagde, saaledes som Fru Wenche maatte forstaa det. Men imorgen kunde det altsammen tage sig bedre ud. Ved selve Sagen var der jo ingenting at gjøre, og Carsten Løvdahl var just Mand for at tage det uundgaaelige med al mulig Anstand. Han var ogsaa beredt til at gjøre Undskyldning og give sin Kone enhver Opreisning; men i Ro, halvt i Spøg, overlegent, — imorgen. Han slukkede Lyset; det var igrunden allerbedst at sove rigtig ; men det vilde ikke lykkes ham; han kunde ikke falde isøvn. Tværtimod blev han overordentlig vaagen, anspændt, varın og nervøs, — laa og lyttede efter den mindste Lyd; og det forekom