310 FORTUNA Noget, sagde Jørgen Kruse: „Ja — nu faar du have Tak for Hjælpen — Amalie Cathrine! — sæt dig ind i Stuen og hvil dig.“ Saa kom de gode Dage, og saa kom Morten til Verden; det var derfor, han var saa fed. De gode Dage benyttede Madam Kruse til at lære et og andet; og om det end altid blev smaat med Lærdommen, saa fik hun dog saa stor Respekt for den, at hun satte det igjennem, at begge Sønnerne skulde studere. Ved den første lod Jørgen det gaa uden synderlig Modstand; Peder var tynd og bleg og havde Smag for Læsning. Men da Morten ved Tolvaarsalderen skulde over i Latinlinien, forsøgte han at slaa et lidet Slag. Morten var tyk og tvær og legte aldrig andet end Krambod; han mistede aldrig en Kobberskilling, og før det blev fastslaaet, at han skulde studere; — thi det blev fastslaaet, Jørgen kunde ikke staa sig, naar Amalie Cathrine tog paa med de mange Ord —; men før den Tid stod Morten med Faderen i Kramboden og handlede for Alvor. Og hvor mangen Gang havde ikke Jørgen med Beundring seet den seige Sikkerhed, hvormed den Lille tog Tobaksrullen, maalte ud efter Mærkerne i Disken og afskar Tobak for to Skilling saa akkurat i Mærket, at var det ikke indenfor, saa var det ialfald slet ikke udenfor. „Ak ja“ — sukkede gamle Jørgen Kruse ude i sit lille Kontor; „nu er han da bleven Præst, og det kan jo være vel nok; men herude er det s’gu, Gutten hører til.“ Inde i Stuen sad Morten og gjorde op Regnskabet over sin og sin Kjærestes Reise; og da hun kom ned igjen ovenfra, sagde han: „Fredrikke! — vort Regnskab staar nu saaledes, at du skylder mig 3 Ort og 15 Skilling,“ — — Den nye Kapellan gjorde ellers ikke megen Lykke i Byen; der var ikke noget nyt ved ham ; alle Mennesker kjendte den tykke Søn til Jørgen Kruse; og da de nu med engang saa ham paa Prækestolen med Pibekraven — myndig og revsende, syntes mange — — især ældre Folk, at det var lidt underligt. Men da han havde sin Examen og udtrykkelig var udsendt til denne Menighed af dem, der ifølge Guds egen Anordning forestaa hans Rige her paa Jorden i Stockholm, saa maatte han jo i Ydmyghed annammes som den, der havde Myndigheden, hvor underligt det end kunde synes for Kjød og Blod, at denne fede Dreng pludselig steg op iblandt dem og tog deres Sjæle under Behandling. Og om der end ikke blev den Tilstrømning til hans Prækener,