SNE 437 han besindede sig, at han sad alene i sit Kontor, en stille Guds Tjener, der gjorde sin Gjerning — tro i det lidet. Men der kom ogsaa Stunder, hvor han tvivlede om, at det var Ret saaledes at sidde og tie stille; mens det raabte saa høit inde i ham. Hele sit Liv havde han været paa Vagt mod sin Forfængelighed, — derfor sad han jo ogsaa, hvor han sad —; han kjendte godt sin Skjødesynd; men de skulde ogsaa faa se, at han ikke gav efter for den. Hvis han vilde tale, saa vidste han, at det vilde høres over det hele Land, og alles Øine vilde rettes mod ham. Men netop derfor vilde han ikke. Naar han gjenfandt sine egne Tanker i Hovedstadens Avis, smilede han resigneret, og lod de andre beholde Æren. Og naar han i en endeløs Samtale med en gammel syg Fattigkone kom til at tænke paa, hvem han egentlig var — han, som sad her og tøvede i disse smaa forkrøblede Tanker, da gik der en bevæget blød Stemning gjennem ham — ligesom af Rørelse; og med sin milde Stemme talte han Ord saa simple og enfoldige, at han næsten kom paa Graaden selv. Men tilslut gav han for en Gangs Skyld efter og skrev en Anmeldelse af en ny Bog. Det forekom ham, at Pligten denne Gang var altfor bydende. Det gik ikke an, at han, hvis Navn — omend ikke nævnt blandt de første — dog havde en god Klang der, hvor den formskjønne og rene Poesi skattedes, — dersom han nu ikke vilde sige et Ord, saa kunde det hænde, at mange — især af de unge — kom rent i Vildrede med sine literære Begreber. Thi den nye Bog — saa forfeilet som den var — havde et vist Sving; der var noget ved den, som paa en pinlig Maade mindede ham om,at han selv havde været med paa Bondeforgudelsen, dengang den begyndte. Det forøgede Følelsen af Pligt for ham; han skyldte at forklare, hvad der oprindelig havde været af godt og berettiget ved „det simple“ i Literaturen, for saa med en Gang og eftertrykkeligt at sætte en Stopper for den beklagelige Misforstaaelse, ud af hvilken den nye Bog var skrevet. Det gjorde han ogsaa — ret skarpt, men dog med et godmodigt Smil for Feiltagelsen; og han sendte sin Anmeldelse til Hovedstadens Avis med sit gamle velkjendte Mærke D. I de Dage, det tog, før han kunde se sig i Avisen, fik han efter saa lang Tid igjen føle Spændingens Glæde. Han forestillede sig levende, hvilken Opsigt det vilde gjøre — et Ord fra hans Haand — selv om det ikke var andet end en Anmeldelse. De vilde føle dernede i Byen, at han holdt Øie med dem; der vilde ganske vist blive talt, kanske skrevet om hans Artikel; det skulde dog more