438 SNE ham at se, hvorledes hans egne Tanker tog sig ud mellem de andres i Hovedstadens Avis. Alligevel lo han af sig selv og betvang denne uværdige Følelse; og da endelig den Post kom, hvor det ganske sikkert maatte findes, gik han sig først en lang Tur, for at vise sig selv, hvor liden Vægt han lagde paa det. Langsomt satte han sig tilrette i Kontorstolen, aabnede Postvæsken, foldede Aviserne ud og lagde dem iorden. Men idet han derpaa vilde tage Brevene — som han pleiede, saa han midt foran sig paa tredie Spalte den nye Bog, og han begyndte at læse, — ikke fordi han ikke kunde styre sig; men fordi de første Ord i Anmeldelsen ikke syntes ham kjendte. Det var hellerikke hans Ord; Øinene løb hurtigt nedover Spalten, — det var aldeles ikke hans Anmeldelse. Hurtig slog han Bladet om: Q stod der, det var den bekjendte Q, hvis Dom han høiagtede, — men alligevel! Hans egen Anmeldelse maatte være kommen for sent, — det haabede han ialfald; ellers vilde det være altfor ærgerligt. Nu gad han ikke læse Q og tog fat paa Brevene — et Pengebrev først. Men al hans Interesse vendte pludseligt tilbage. Det var Tak og Honorar fra Hovedstadens Avis. Anmeldelsen var kommen saa sent, at den høiagtede Q bare havde faaet Tid til at indflette nogle af den ærede Anmelders Tanker i sin allerede færdige Artikel; og derfor sendte de Honoraret, idet Redaktionen i de mest elskværdige Ord haabede ved given Leilighed — en saa udmærket Pen — det velkjendte Mærke — og saa videre. Daniel Jürges følte sig alligevel ubehagelig — især ved disse Penge, som han ikke syntes, han havde gjort rigtig Fyldest for. Men hvad der endte med at gjøre ham fuldstændig fortrædelig, var denne Bemærkning i Brevet: „Redaktionen tillader sig ogsaa at gjøre den ærede Anmelder „opmærksom paa, at vor høiagtede Medarbeider Q i Bladets „Gaarsnummer, som følger vedlagt i særskilt Pakke, udtaler sig „om end i samme Aand og Retning som den ærede Anmelder „saa dog med adskilligt større Skarphed i flere væsentlige Punk- „ter. Det kan hellerikke være anderledes, end at den, som paa „nært Hold møder Tidens literære Excesser, finder haardere Ord „for sin Dom end den mere tilbagetrukne, der i sin stillere Virke- „kreds fornemmer Tidens Larm ligesom afdæmpet og formildet „ved Afstanden. Og uagtet Redaktionen i fuldt Maal yder den „humane og elskværdige Aand, som raader i Deres udmær- „kedę Anmeldelse, sin Anerkjendęlse og under andre Forhold