SNE 479 „O Far! hvor kan du tænke! — naar jeg sidder her igjen i det kjære Kontor, hvor jeg kan huske dig fra Barndommen siddende der i Stolen som Midtpunkt for alle mine Tanker, — som den, hvis Øie fulgte mig og hvis Bifald var mit Maal, — o da føler jeg med Skam, hvormeget jeg endnu har at afbede for denne Vinter, hvor jeg har været saa stærkt opfyldt af andet — og af en anden.“ „Det maa vi finde os i — vi gamle; Ungdom slutter sig til Ungdom; og med Kjærlighed flytter Beundringen ; -—— vi maa være glade, om vi sidder igjen med Agtelsen.“ „Jeg ved, hvorfor du taler saaledes til mig — Far! og jeg fortjener det maaske; jeg burde strax talt Gabriele tilrette igaar, da hun saa beklageligt forglemte den Agtelse, hun skylder —“ „Naa — naa! — jeg mente jo ikke saa meget en enkelt Ting; — det var mere en almindelig Betragtning — “ „Jeg ved nok, ingen kan være mindre nøieregnende end du i slige Ting — kjære Far! men netop derfor skulde vi andre passe saa meget desto bedre paa. Men tilgiv! — da du saa mageløst elskværdigt slog det hen i Spøg —“ „Det var jo kun et forfløient Ord —“ „Jeg burde dog taget det anderledes — og strax; men jeg var feig — desværre! — først idag har jeg faaet sagt Gabriele, hvor galt hun bar sig ad.“ „Du har talt til hende om det?“ — spurgte Præsten hurtigt. „Naturligvis! — jeg har talt alvorligt med hende,“ svarede Johannes med en streng Mine. Præsten vendte sig mod Vinduet, blæste Røgen tyk og langsomt fra sig og følte sit Sind lettet for en pinlig Ængstelse. Ude i Gaarden fór Stormen voldsomt hen over Sneen, som laa fugtig og sammenkladdet, saa at intet fulgte med, uden hvad der løsnede i Tagrender og paa Gjærderne. Det gamle Hus var krøbet sammen under Sneen og laa ligesom og trykkede, hvergang Vindkastene fór lige mod de skrøbelige Vægge. Daniel Jürges tænkte ikke paa alt sit Hø, som han iaar havde forvaret i det gamle Hus, paa det at det kunde være vitterligt for hele Bygden, at Præstegaarden nødvendigvis behøvede dette Hus. Men han tænkte derimod paa Guds Godhed, som havde ladet ham beholde sin Søns fulde Hengivenhed. Og da han saaledes i dette var bleven beroliget, vendte han sig med mere Fortrøstning til det næste. „Og hvorledes tog hun det?“ spurgte han og saa paa sin Søn. „Ja Gabriele er jo saa ærlig — igrunden et saa prægtigt Men-