480 SNE neske! — hun sagde — og jeg er ganske vis paa, at det er sandt — hun sagde, hun vidste ikke af, at hun havde forløbet sig.“ „Saa—aa!“ sagde Faderen og kneb Øinene lidt sammen; — „et forkjælet Barn fra et rigt Hus, — ukjendt med den Tugt, som findes i et kristeligt Hjem. — Din Forlovede har meget at lære — Johannes!“ „Ak ja — Far! og det er du, som maa være Læremesteren; mit Haab staar først og fremst til dig. Hun er igrunden saa aaben og bundærlig —“ „Aaben — siger du og ærlig — bundærlig! Der gives ganske vist en Aabenhjertethed, som følger med en klar og retskaffen Karakter. Men naar vi ser nøiere efter, finder vi, at der er mange Arter af Aabenhed.“ — Præsten tog smilende en Pakke Aviser paa Bordet og fortsatte: „Ligefra Bismarcks brutale Aabenhed, som har sit gode Rygsıød i en solid Magtstilling, og nedover forbi smaa politiske Bygdetyranner helt ned til Halvdannelsen, som efter at have slugt totre af de mest moderne Sandheder raa, optræder med al ønskelig Aabenhed og bekjender sin ærlige Foragt for det, den ikke forstaar — ja jeg mener naturligvis ikke, at noget af dette passer paa din Kjæreste; men det skulde undre mig, om du ikke selv, naar du tænker efter, kommer til den Slutning, at noget af denne Ærlighed, du beundrer hos hende, muligens — for en Del kan have sin mindre rene Kilde i den absolute Frihed for enhver Hensyntagen, hvori Frøken Pram øiensynlig er opdraget?“ „Naar du fremstiller det saaledes — Far, saa kan jeg jo ikke nægte, at hendes nærmeste Omgang —“ „Ja hendes Omgang! — saaledes som du skildrer mig den i dit Brev, den maa jo netop have opelsket denne Form af Aabenhed ; men den er farlig; thi den ligger lige paa Randen af Dømmesyge og Selvforgudelse.“ Johannes begyndte at blive urolig; han troede ikke, at Gabriele havde gjort et saa slet Indtryk; han ventede, til et heftigt Kast af Vinden var faret om Hjørnet, og sagde derpaa stille og i en Tone, som naar han holdt Bøn: „Jeg har inderlig bedet Gud baade om Visdom og Sagtmodighed til at lede denne unge Kvinde; og jeg har ment, at naar hun saa og mødte den ægte kristelige Overbærenhed, som ikke bliver træt —“ „Naturligvis! vi ville møde og modtage hende med al Kjærlighed; og det har vi ogsaa gjort — ikke sandt? — baade Mor og jeg?“ „Jo Kjære! misforstaa mig ikke, somom der var Skygge af Beklagelse i mine Ord. Men det gjør mig bare saa ondt, naar jeg nu