482 SNE „Jeg har forandret Mening. Det er altsaa ikke afgjort? — nuvel! saa maa det slaaes fast heller i Dag end i Morgen.“ Johannes sprang op: „Jeg beder dig — Far! driv ikke for stærkt paa. Gabriele er uberegnelig og ikke let at lede; og husk, hvor uvant hun endnu er til at bøie sig. Hendes Anskuelser ere for stærkt udprægede til saaledes med et Slag at forandres; og der vil — efter mit Skjøn — vindes ulige mere ved at overse eller ialfald foreløbig lade upaaagtet, hvad hun saaledes — tildels meget ungdommeligt — kommer frem med.“ „Det beror ganske paa, i hvilken Grad man selv føler Sympathi med disse Anskuelser,“ svarede Præsten kort og saa ud i Gaarden. „Men Far! — du kan dog ikke tro, — du kan da ikke tvivle et Øieblik om mig?“ „Ny Tid, nye Mennesker; og du er ung, — ung og nyt, det passer sammen.“ „O hvorfor vil du krænke mig saaledes?“ raabte Johannes bedrøvet; „tror du, jeg var istand til at svigte —“ „Svigte er ikke Ordet—ikke Tidens Ord; men Ordet for Tidens Aand er at gaa paa Akkord, at slaa af paa begge Sider. Men der er et andet Ord — min Søn! — og vi gamle faar ofte Lyst til at minde Jer om det — I unge Theologer! — husk der staar skrevet: den, som ikke er med mig, er mod mig! Det kan se smukt ud, være humant — tidsmæssigt — hvad du vil for mig — dette med Sympathi og Forstaaelse, men kristeligt — kristeligt talt — anstændigt for en Jesu Efterfølger! — nei og atter nei og i al Evighed nei!“ Han havde atter grebet Avispakken og slog med den i Bordet, mens hans Nidkjærhed blussede op i ham som et Vindkast, og Johannes stod foran ham og skalv i Knæerne. „O tal ikke saa! — tvivl ikke om mig! er der Vankelmodighed i mit Sind, saa støt mig, led mig — du, som er stærk; gaa foran, jeg følger dig; som du vil, saaledes skal det være.“ Faderen strøg sig over Panden og sagde igjen med sin dybe rolige Stemme: „Jeg tvivler ikke paa dig — min Johannes! men jeg kjender Tiden og dens Brøst. Med Guds Hjælp er der ingen Skade skeet; men nu er du gjort opmærksom. Husk: den Ondes List er mangfoldig; han begyndte med at lægge sit onde Raad paa den unge Kvindes fristende Læber; — han har ikke glemt sine Kunster den Dag idag.“ : Johannes gik hen og satte sig igjen — endnu næsten skjælvende. Saa stærk og ihærdig han var, saa fandtes der dog noget, som kunde knüge ham sammen og trykke ham iknæ, og det var Tanken om at