SNE 483 blive sat udenfóor Kredsen, ikke længer faa være med i Ringen af de Udvalgte, hvilke i Kraft af Sandheden, som de eiede havde Ret paa Jorden og bagefter Ret til Himmelen efter Guds naadige Vilje : — at han — og det af selve Faderen — et Øieblik kunde mistænkes for at holde sig med de Vantros Skare, det aabnede for ham en saadan Skræk, at Gabriele næsten syntes ham en farlig Fristelse. Hans store Seier blev ham for første Gang formørket; og han sad ængstelig og overveiede, hvorledes dette skulde gaa. Om han elv — delt mellem sin Kjærlighed og sin Fremtid paa den ene Side og sin Fader og — og sin Fremtid, thi Fremtiden var igrunden ogsaa p:a den anden Side, — om han saaledes midt imellem beyge skulde nødes at slippe med den ene Haand? — og da med hvilken? — Men i Faderen g'k endnu Bølger efter de heftige Ord; og hun voxede for hans Tanker — denne unge Pige. somom hun var kommen — udsendt af selve den onde Tid, for at prøve Styrke med ham; og han følte glad og taknemmelig, hvorledes Ordene allerede lagde sig tilrette for ham — Sandhedens Ord — Guds evige uforanderlige Sandhed. „Spiller hun?“ spurgte Præsten lidt efter, da de hørte Musik fra Stuen. „Gabriele spiller aldeles udmærket,“ svarede Johannes glad. Men Faderen sagde bare: „Saa vil hun snart spille sig ind i din Moders Hjerte.“ Der var nu næsten noget fiendtligt i Tonen; og Præsten mærkede det selv; derfor sagde han paa sin hjertelige varme Maade: „Tro nu endelig ikke — min kjære Johannes, at jeg har noget imod din Gabriele; det er jo bare en Overgang; indtil vi kommer paa det rene med hinanden ; det maa til, og du vil selv takke mig, naar det er overstaaet.“ Johannes svarede ikke; men fortsatte sine Tanker, som urolige begyndte her og der og filtrede sig sammen til Raadløshed; medens Vinden buldrede gjennem Huset og førte med sig de spinkle Toner fra det gamle Klaver. — — Efter Middagen, da Gjæsterne reiste, og Herrerne forsvandt i Kontoret, havde Gabriele seet sig omkring i de to Stuer, som brugtes til dagligt. Hun prøvede halvt ubevidst at flytte paa en Stol hist og her, for at faa det mere efter sin Smag; men hun indsaa snart, at det maatte være som det var. De tunge, solide Møbler maatte staa netop saaledes — tørt og langs Væggene —, forat alt kunde være paa sin faste Plads og Stuen iorden og firkantet. Alligevel var der lunt og koseligt, Gulvtæpperne laa endnu inde; og Ga- 31*