BETTY’S FORMYNDER 101 HERMANSEN. Iligemaade fra min Side; det var svært, hvor De er bleven voxen og fin. BETTY. Det er længe siden vi saaes. HERMANSEN. Jeg ser, tre Aar er meget i Deres Alder. Og De kan tro, vi har fulgt Dem — hele Moøllevig, og seet os stolte paa Deres gode Examener. BETTY. I Aviserne? HERMANSEN. Tildels; men ellers har Sven Rasmussen altid vidst Besked. BETTY. Saa? — hvorledes skulde han vide —? HERMANSEN. Han har vel skaffet sig Underretning, formedelst den Interesse — BETTY (afbryder). Ja — jeg har arbeidet meget i disse Aar. HERMANSEN. Og nu — hvad er nu Tanken? BETTY. Videre — arbeide videre. HERMANSEN. Ikke gifte sig? BETTY (sætter sig ved Bordet. Ja — Hermansen synes vel, det er det eneste, vi duer til — vi Kvinder. HERMANSEN. Ingenlunde! — der er meget faa, som duer til det. BETTY (ter). Nei, nu skal vi høre! — duer vi ikke engang til det? HERMANSEN. Omforladelse! — men det er ingen Forkleinelse, — de lærer det jo aldrig. BETTY. Stelle Hus, lave Mad, stoppe Strømper — er det det, som er saa vanskeligt? HERMANSEN. Ja hør nu bare! — og De, som er saa vel oplært! Et stort Hus er efter min Forstand ligesaa vanskeligt som en Mølle. Men aldrig har jeg fornummet, at nogen slap til at stelle en Molle, før han havde lært, — se Sven Rasmussen maatte baade til Danmark og Tyskland, før han fik Møllevig. Men Kvindfolkene — de slipper lige ind i Huset — og — o Jeremias! — hvad de gruser! BETTY (overlegen). Jeg tænker ellers, Hermansen ved lidet om, hvad vi lærer nutildags. Der er det, som er høiere end at trælle som Husstyrerske; nu staar mange Veie aabne for Kvinden, og fler blir der. HERMANSEN. Jeg vil rigtig haabe det; for de første har været tarvelige nok — synes jeg. BETTY. Saa kan det nok se ud for den, som ikke ved, hvad det er at arbeide med i Udviklingen — til Fremskridt og Oplysning. — HERMANSEN. Det kan være sandt nok; jeg har ikke været høiere end Skolelærer.