102 BETTY’S FORMYNDER BETTY. Saa? — Omgangs —? HERMANSEN. Nei, rigtig fin Skolelærer med Frakke — inde i Byen. BETTY (idt fiau). Det har jeg aldrig hørt. HERMANSEN. Snille Folk læst som de har glemt det. BETTY. De opgav Skolen? HERMANSEN (smiler). Vi opgav — saa at sige — hinanden. — Da jeg var ung, vilde jeg op. Og jeg sled og sultede mig opover fra Bondegut til Seminarist; og tilslut fik jeg da til Løn lære fine Folks Sønner Norges Historie og Tysk; — det var skrækkeligt! BETTY. Men hvorfor? HERMANSEN. Det var ikke min Plads; alt var mod mig, fordi jeg var dum og forfængelig. Guttene lo af mit Seminaristtysk, og jeg hadede dem og alt — lige til den sorte Frak, som strammede i Skuldrene. BETTY. Saa gik De? HERMANSEN. Det vil sige: ligesaa langsomt som jeg havde sultet mig opover, ligesaa fort drak jeg mig nedover. BETTY. Drak De? — Hermansen. HERMANSEN. Aa! — saa gik jeg tilbunds i en Fart, og der nede var det, at han — Deres — BETTY glemmer sig). Min Far? HERMANSEN (giad). Javel Frøken! Deres Far — han fandt mig paa Kanten af Rendestenen, — han fandt mange der — Gamle Sunde. BETTY. Og han hjalp Dem op? HERMANSEN. Der var ikke andet igjen af mig dengang end to gode Skuldre; og paa dem lagde han en Melsæk. Saa sled jeg med Melsækkene langsomt opover igjen; og nu er jeg Møllemester i Moøllevig — ha ha ha! og paa Vei til at blive en holden Mand. BETTY. Det gik godt tilslut! HERMANSEN. Saa er det, naar man finder sit Kald. BETTY. Sig heller, naar man kryber ned og slaar af paa Maalet. HERMANSEN. Ingenlunde! — aldrig har jeg staaet høiere. BETTY (er). At male Mel. HERMANSEN. Naar jeg staar i Møllen — helst om Aftenen, og Vandhjulet plasker udenfor og Stenene durer ovenpaa, og Melet falder ned i Sækken min — blødt og varmt at føle paa som Barnekinder, — da siger jeg til mig selv: nu staar du i Spidsen — Hermansen! — du begynder! BETTY (ser op paa ham). — begynder? HERMANSEN. Se Kornet paa Marken — først grønt, saa gult, — det er vakkert; men det er da bare Hestemad. Men se, naar