152 SANKT HANS FEST Mod denne Mand, som havde ruineret ham, vilde han øve Tilgivelse, han vilde, det skulde sees, at denne smukke, hvidhaarede Olding, hvem Modgangen havde knækket, at han havde fundet et Asyl netop der, hvor han mindst kunde ventet. Og det var kjært for Præsten at sidde i den store Stol og høre Professoren ærbødigt og mildt aflægge Regnskab over denne Anstalt, hvor han var Læge og Opsynsmand. | Ogsaa den unge Fru Clara Løvdahl var bleven en trofast Medarbeider. Hun egnede sig bedre end Fredrikke til at ordne og bestyre Bazarer og Kvindeforeninger, idet hun forbandt et ægte kristeligt Væsen med den fine Dames Sikkerhed og Evne til at omgaaes Folk. Men Abraham Løvdahl artede sig ikke saa vel efter den store Ulykke. Han havde prøvet flere Ting; men Folk havde ingen Tillid til ham; og der sagdes desuden, at han ikke var fri for at drikke. Paa Professorens og Claras indstændige Bøn havde Præsten Kruse givet ham Arbeide i Avisen; men der blev aldrig mellem de to gamle Skolekammerater det Forhold, som Præsten forlangte af sine Folk. Abraham gjorde sit Arbeide i Redaktionen uden synderlig Interesse; og han fulgte ikke altid de Veie, man anviste ham, med den Nøiagtighed, som Morten Kruse ellers forlangte. Men denne Lyst hos Abraham til at gjøre Opposition — den kjendte Præsten og vidste, hvad den var værdt; han ventede bare paa en Leilighed til at knække den ganske. Saa sad altsaa en Dag Præsten og Professoren i det lysmalede Kontor i Stiftelsen og snakkede sammen. De var tilfældigvis kommet ind paa Politiken — noget, Professoren ialfald sjeldent indlod sig paa efter sit Fald. Præsten Kruse derimod og de Lag, hvor han fra først af fandt sine Tilhængere, gik naturligen helst til den venstre Side, og der havde han ogsaa hidtil lagt sin Indflydelse, dog uden nogen personlig Deltagelse i Politiken. Men just i denne Tid, hvor han var søgende og saa lidet tilfredsstillet, kom han let ind paa disse Ting; og han sad og talte haarde Ord baade om Sine og om sine Modstandere. Det var snart ikke godt at sige, hvem der var værst! — raabte han. „De værste er hellerikke hverken tilhøire eller tilvenstre,“ svarede Professoren. Men da Præsten fæstede sine haarde Øine paa ham, skyndte han sig at tilføie: