SANKT HANS FEST 153 „Ja — det sømmer sig jo lidet for mig — en slagen Mand — at have nogen Mening —“ „Lad mig høre,“ sagde Præsten. „De værste — kjære Hr. Pastor! De ved det ligesaa godt som jeg,“ — svarede den gamle smilende; „de værste er baade tilhøire og tilvenstre og midt iblandt os; thi de værste Hr. Pastor! — det er jo de Vantro — ikke sandt?“ „Naturligvis,“ svarede Præsten. „Det er jo til Slutning imod dem, at al sand kristelig Virksomhed maa rettes,“ fortsatte Professor Løvdahl beskedent, somom han mere talte til sin egen Opbyggelse. Men Præsten havde reist sig og stod ved Vinduet og saa ned i Gaarden med det velmalede Plankeværk. Professoren blev ved en Stund, talte om al den Velsignelse, som allerede var kommen af Præsten Kruses Virksomhed; og hvor godt det var netop nu, da Vantroen brød frem. Skjønt han ikke saa mere end den brede Ryg henne ved Vinduet, havde han det dog paa Følelsen, at hans Ord fandt Vei. Lidt efter gik Præsten med et kort Farvel — som han pleiede. Men Professor Løvdahl tog hans Plads ved Vinduet; og medens han betragtede det velmalede Plankeværk, tænkte han paa, at nu kunde kanske mange — mange andre blive knækkede, — saaledes som han var blevet det. — — Der kom virkelig en ny Vending i Morten Kruse efter Løvdahls Ord. Thi om han end var udholdende og utrættelig til at forfølge en Tanke eller Plan, saa var hans Hoved dog altid tungvindt og trængte til Hjælp, for at finde nye Veie. Desuden havde hans og hans Tilhængeres Stilling paa den venstre Side i kirkelige og politiske Spørgsmaal gjort det nødvendigt at tage mod megen Hjælp og Samvirken med Personer, hvis Vantro desværre ikke stod til at nægte. Men nu var han jo stærk nok. Og den nye Adskillelse var langt at foretrække for enhver anden og dybere kristelig: det var ham og hans paa den ene Side og de Vantro paa den anden; det var et nyt „indenfor og udenfor“ at arbeide med. Det klarnede nu ogsaa for ham, at Guds Børn behøvede ikke at være saa sure. De skulde være glade i Kampen, fordi Velsignelsen fulgte dem; og de skulde ikke nøies med at se surt paa dem, der havde det godt; men de skulde selv tage de gode Pladse. Thi der stod jo skrevet med tydelige Ord: det er ikke Ret at tage Brødet fra Børnene og kaste det for de smaa Hunde. Og det var ganske sandt, hvad Professor Løvdahl havde sagt: