154 SANKT HANS FEST i Politiken udjævnedes Forskjellen mellem høire og venstre; og de nye Modstandere vare overalt: alle, som ikke var hans Venner: Og naar Gud saa tydeligen og rigeligen havde været med ham og reist den store Bevægelse, saa sømmede det sig ikke i et kristent Land, at nogetsomhelst forblev i Hænderne paa de Vantro, — intet Stykke Brød for de smaa Hunde! Men de trange og haarde Tider, den store Krise, som aldrig vilde ende, som havde ødelagt saa mange og endnu hang truende over de andre, den gav selv de smaa Stykker Brød et Værd, som gjorde Menneskene lettere at skræmme og billigere at kjøbe. Men baade de smaa og de store Stykker var for ham og hans, — det var saaledes Guds Vilje. Morten Kruses Hjerre fyldtes atter med stor Tak, fordi hans Øine vare blevne opladte for dette, og i hans Tale kom der ny Kraft og en ny Klang. . Naar han nu vidnede og forkyndte, behøvede han ikke længer at begynde nedenfra: at han og hans var og forblev de i Verden ringe og foragtede. Thi de, som stod imod ham, var ikke længer denne Verdens Store og Mægtige, for hvis Hovmod og Forfængelighed man maatte bede Gud bevare sig. Nu var de simpelthen smaa Hunde, som havde ranet Børnenes Brød. Og naar han nu trængte sig og sine frem til de høieste og bedste Pladse, saa var det jo ikke for Pladsens Skyld; men fordi Gud selv ikke tillod, at de Vantro fik raade til Folkets Fordærvelse. Og naar han og hans Kaniner fordoblede Arbeidet, saa holdt intet ham længer tilbage: mod de smaa Hunde gjaldt ingen Ret; de var hans og Guds Fiender, derfor skulde de med Guds Hjælp ud udenfor. Og hvis de stimlede sammen mod ham og vilde stoppe ham i Farten, tog han sin Tilflugt til Bibelen; der fandt han altid noget, han kunde kaste i Hovedet paa sine Fiender: Bibelen er en tyk Bog. Selve Bevægelsen fik ogsaa efterhaanden en anden Farve. Den mugne, trodsige Mine hos de Enkelte fik et Anstrøg af Triumf; og i Forsamlingen sad de smukke Piger — forsigtigt pyntede og sang freidige Salmer med høie Stemmer. Guds Børn kunde glæde sig i Arbeidets Velsignelse. Kaninerne formerede sig og blev vidfarne. Med Aviser, Skrifter og Penge grov de sig ud over det hele Land til de fjerneste Egne. Men de lignede ikke Fortidens Lægprædikanter og Opbyggelsesmænd. Der blev ikke noget Liv eller nogen Begeistring efter dem, ingen stærke Omslag og Omvendelser; de gik og kom ganske