164 SANKT HANS FEST Ingen kjendte bedre Præsten Kruse og hans Kaniner; og ingen vidste bedre end Politibetjent Iversen, hvor uhyre vidt deres Magt strakte sig. Men sely havde han — oprigtigt talt — en grundig Afsky for det hele Væsen. Saa heldigt var han stillet, at han ikke — som saa mange andre havde været nødt til at svælge sin Afsky og krybe pent op til Præsten Kruses Venteværelse. Thi under Bankchefens mægtige Beskyttelse kunde han — naar han var lidt forsigtig — beholde baade sin Stilling i Politiet og de mange smaa Indtægter, som Christensen lod ham tilflyde i sin Egenskab af Byens Ordfører. Og Politimesteren, som spillede Kort hos Bankchefen hver Lørdag, lod altid Iversen være den første, hvor der var en Extrafortjeneste for Personalet. Saaledes kunde Politibetjent Iversen leve sorgløst uden at behøve at bøie sig for nogen; thi han regnede ikke det, at han som forhenværende Kusk altid følte sig som etslags Tjener overfor Bankchefen og hans Familie. Fruen var saa snil mod Smaapigerne; hele Christensens Hus var som en Fæstning for Iversen, hvor han havde Tilflugt, mens saa mange af hans Venner og Ligemænd, da Tiderne blev knappe, maatte gjøre sig baade til Hunde og Kaniner, for at faa et lidet Ben. Alligevel havde han ikke saa svært god Samvittighed denne Morgenstund. I de sidste Dage var der faret en Hovmodets Djævel i den ellers saa forsigtige Iversen; dette at være i Festkomité sammen med Bankchefen og alle de Store havde forvirret ham; og det kunde nok hænde, at han ikke havde været saa nøie med, hvad han havde sagt — baade om Kaninerne og til dem. Dem han traf paa Torvet, iagttog han derfor med sit allersnedigste Politiblik, og han følte sig ingenlunde rolig. De var blide — saa ualmindeligt blide og spøgefulde. Peder Pedersen talte saa ubekymret om det velsignede Sommerveir og var saa umulig til at faa et Ord ud af om Festen, at det begyndte at gyse i Politibetjent Iversen. Det kunde han jo godt beregne, at Præsten Kruse ikke vilde lige denne Fest med Dans og Munterhed, især da den var sat igang uden ham — altsaa af Modstandere. Hele Byen reist uden ham — det var ikke hændt i aarevis. Og en Ting til: en saadan Fest for alle satte Penge i Omløb, de mange smaa Udlæg fra de enkelte blev til en stor Sum; og Iversen behøvede ikke at tænke langt, før den Ting var ham klar, at aldrig vilde Præsten Kruse godvilligt lade en saadan Sum gaa sin Kasse forbi.