SANKT HANS FEST 165 I sin Uro tyede Iversen til sin Kollega i Komiteen — Hattemager Sørensen. Men her havde Hovmodsdjævelen allerede fuldbyrdet sit Værk. Efterat han havde drukket half and half med Amtmanden, var Hattemageren ikke længer til at styre. I to Dage havde han kavet, for at faa sammenkaldt en extraordinær Generalforsamling i Haandværkerforeningen, hvor han var Formand. Han vilde have alle Fanerne og Sangforeningen ud til Festen, — det havde han udtrykkeligt givet Amtmanden sit Ord paa. Og da Iversen begyndte at mumle om Kaninerne, bad Hattemageren ham i al Venskabelighed reise Fanden ivold: jeg og Amtmanden og Amtmanden og jeg — der var ikke andre Ord i hans Mund. Iversen maatte gaa videre med sine Bekymringer. I Forretningen hos Smaapigerne kunde han ikke mærke noget; der var travelt og livligt som i alle de sidste Dage. Alligevel fik han ikke Ro; og da han om Eftermiddagen saa, at Bankchefen kom alene ind til Byen fra Landstedet, tog han Mod til sig og gik ind i Huset. „Det var godt, du kom — Iversen!“ sagde Bankchefen, som stod i Skjorteærmer inde i Salen, hvor Vinduerne vare hvidtede; — „Fruen vil have de to Malerier ud paa Landet iaar; du faar hjælpe mig — du, som er vant til det.“ Mens Iversen nu flyttede Kjøkkentrappen, steg op og løftede Malerierne forsigtigt ned, nærmede han sig snedigt til Sagen, idet han gjenkaldte i Erindringen de Dage, da han var Kusk og Tjener i Huset, og Christensen fulgte godmodigt med, mens han hjalp til og støttede paa Trappen. „Ja — Ingen ved, hvad Bankchefen har været for mig og mine,“ sagde Iversen. „En god og tro Tjener som du — Iversen! kan altid stole paa mig.“ „Og saadan som Fruen har været mod Smaapigerne!“ „Ja — vi slipper ikke vore Folk — vi.“ „Det siger jeg,“ sagde Iversen og flyttede hen til det næste Billede; „Folk i vor Stand klarer det ikke i Tider som disse uden god Støtte.“ „Det er haarde Tider — haarde Tider.“ „Det er aldeles umulige Tider for den, som ikke vil følge Præsten Kruse i tykt og tyndt,“ svarede Iversen med Overbevisning. „Er han saa mægtig?“ — spurgte Christensen med et usikkert Smil. „Aa! — tror kanske Bankchefen jeg havde vaaget mig med paa denne Festen uden Deres —“