PERSONER: Professoren.— Alma og Ida Ludvigsen, hans Døtre. — Professor Ludvigsen. — Biskop Sparre. — Kandidat Heefe, ved Hovedstadens Avis. — Boghandler Mikkelsen. —Zacharias, hos Mikkelsen. — Tre Studenter. FØRSTE AKT. Stort Værelse hos Professoren — halvt Dagligstue halvt Arbeidsrum. Fremme tilvenstre Bord med Bøger og Papirer, Professorens Stol og flere Lænestole; bagerst paa venstre Væg Dør til den øvrige Leilighed. Midt paa Bagvæggen lukkede Fløidøre til Salen. Frøken Ida’s Sybord staar fremme tilhøire ved Vinduet med smaa Stole og Blomster; og længer tilbage er dækket Thebord med skaarne Smørogbrød og deslige. Indgangen fra Entréen er midt paa høire Væg. Det er Aften med Lamper paa Bordene; Frøken Ida gaar og steller. PROFESSOREN (kommer fra venstre). Er du ikke færdig endnu — Ida ! IDA. Jo— Far! her er ganske færdigt: Theen er trukket — alting istand. PROFESSOREN. Men Stolene staar saa dumt; (fytter) min Stol skulde være mere central. Mon her er Stole nok. IDA. Venter Far saa mange iaften? PROFESSOREN. Det Spørgsmaal kommer du med hver Torsdag — tror jeg; — besynderligt, — taktløst. Husker du da ikke, at her mangen Torsdagaften har været fuldt af Mennesker — baade her og inde i Store-Salen. IDA. Jo— det staar for mig, som om vi altid var i Store-Salen, — dengang vi var smaa. PROFESSOREN. Aa! — siden ogsaa, — siden ogsaa. IDA. Ja, den Vinter, Alma blev forlovet; da Ludvigsen netop var kommen hjem fra Udlandet; — da var her nogle Torsdage! dem glemmer jeg vel aldrig. PROFESSOREN. Det var ikke netop de bedste Aftener. Her kom dengang endel tvivlsomme Personer — skal jeg sige dig. IDA. Morsomme var de, det er sikkert; — og især Ludvigsen selv. PROFESSOREN. Morsom — ja — IDA. Men Far har selv sagt, at dengang var han saa fuld af nye Ideer og — 13*