196 PROFESSOREN PROFESSOREN. — af meget farlige Ideer — min Pige! lad os takke Gud, at det gik over — (nalvhøit) hvis det da er gaaet over. IDA (prøvende). Nu har Ludvigsen vist ganske skiftet. PROFESSOREN. En bedre Erkjendelse, et forandret Livssyn kan ofte være Følgen af en sund Paavirkning. IDA. Nu turde han vist ikke tale som før — PROFESSOREN (mumler). Nei — han skulde vove! (ser paa Uhret.) IDA (ved Thebordet). — endsige skrive. PROFESSOREN (opmærksom. Hvad mener du? IDA. Nu kommer der nogen i Entréen; det er vist Studenterne ; — jeg hører, de ler. PROFESSOREN (sætter sig). Hu! — Harpyerne. Tre Studenter kommer ind i Hælene paa hinanden, forpinte af Latter; de hilser og bukker og gaar baglængs bag hinanden mod Baggrunden, hvor de klemmer sig sammen paa to Stole langs Væggen ved Thebordet. Der sidder de hele Tiden.) PROFESSOREN (idet han tager imod dem). Se god Aften — unge Venner! — Minervas Yndlinge! — velkommen! Tilgiv en gammel Mand, om Navnene paa den enkelte gaar af Minde. Saamegen Ungdom har suset gjennem disse Stuer — lig glade Trækfugle; — de enkelte Fugle ere fløine bort, andre komne; men Ungdommens Sind er blevet tilbage; — den sande Ungdommelighed under de graa Haar. (Studenterne vrinsker og vrider sig. Professoren sætter sig igjen og ser paa sit Uhr.) IDA. Vil Far, jeg skal skjænke The? PROFESSOREN. Allerede! (halvt vendt mod Studenterne) Min lille Ida gaar endnu som drømmende omkring. Det er Psyche, — Kvindesjælens hemmelighedsfulde Udvikling, den Nutiden med raa og formastelige Hænder — IDA (reiser sig fra Sybordet). Der hørte jeg Entréklokken; det er vist bedst, jeg begynder. PROFESSOREN. Gjør det — min Ven! Den gammeldagse Huslighed klæder efter min Mening den unge Kvinde vel saa godt som de moderne frie Lader. (Studenterne vrinsker og følger Ida med Øinene.) Kandidat Heefe kommer, hilser og bydes velkommen.) PROFESSOREN. Deter mig altid kjært at se Dem — Heefe! — der er noget friskt — noget ungdomsfriskt ved Dem, — af det ægte, ikke dette friskfyragtige moderne. HEEFE. Man blir ung, naar man møder Ungdommen. (bukker for Professoren.) PROFESSOREN (ler fornøie). Det har de arvet — Heefe! — Deres Far var den vittigste af os alle. Men er jeg bleven ung i Sind, saa er det, fordi jeg aldrig forlod Livets Kilder: Videnskaben — mine Venner! — ja — og Religionen.