214 PROFESSOREN HEEFE. Nei — nei! vore Aviser vil rakke den frygtelig ned. MIKKELSEN (tor sig sev). Gud være lovet! HEEFE. Men, at De et Øieblik kunde tro — MIKKELSEN. Hvis De vilde, saa — HEEFE. Selv om jeg nok var i Besiddelse af de nødvendige Betingelser — MIKKELSEN. De er Deres Fars Søn. HEEFE. Nuvel! — men det vilde alligevel være Uret; — ialfald et farligt Middel. MIKKELSEN (alvorlig). Man bør ikke være for nøie med Midlerne, naar det gjælder. HEEFE (med Værdighed). Det er et sandt Ord — Mikkelsen! — hvad gjælder det at bekjæmpe — for mig — ja for Dem ogsaa — Mikkelsen? MIKKELSEN (oprigtig). De danske Forlæggere. HEEFE. Det ogsaa; men alle har vi foran os noget ondt, noget farligt, som stiger mod os fra Samfundsdybet — ikke sandt? MIKKELSEN (wis). Ganske vist! — noget forfærdeligt! HEEPFE. Se det maa bekjæmpes baade med Alvor og i Spøg; — og derfor (lidt usikker) derfor kunde man nok — som Biskop Sparre siger — tænke sig Bogen skreven ironisk, — De forstaar ironisk? MIKKELSEN (giad). Naturligvis! — ironisk! — det sagde jeg strax. HEEFE (glad). Nei virkelig! De saa det ogsaa? —ja tro nu endelig ikke for det — MIKKELSEN (fin). Jeg tror ingenting og ved endnu mindre. HEEFE (il ga). Det hele er jo et løst Rygte, som bør stanses jo før jo heller; derfor gik jeg indom. Jeg stoler nu paa Dem. MIKKELSEN (følger til Døren). Hos mig er De tryg som i Abrahams Skjød, — akkurat som i Abrahams Skjød. (Heefe gaar) Hvad Fanden ler du af — Zacharias? ZACHARIAS. Jeg har leet i hele Formiddag. MIKKELSEN. Det pleier du ellers ikke. ZACHARIAS. Det er ikke hver Dag, her gaar saa lystigt til. MIKKELSEN. Kalder du dette lystigt! (i Stolen.) Dersom du vidste, hvad saadan en Formiddag tager paa Kræfterne. ZACHARIAS. De er for fin paa det. MIKKELSEN. Hvad vilde du gjøre med denne fordømte Bog? ZACHARIAS. Andet Oplag — Hr. Mikkelsen. MIKKELSEN. Men har du da ikke hørt, hvad jeg har lovet? ZACHARIAS. Alt kan De alligevel ikke holde. MIKKELSEN. Næ — hm! — det kan være sandt nok.