PROFESSOREN 215 ZACHARIAS. Lad dem løbe og skræmme hinanden. De har jo hundrede Hensyn paa hundrede Kanter, vi har kun en — en eneste Ting. MIKKELSEN. Du mener? ZACHARIAS. Sælge — Mikkelsen! — Sælge. MIKKELSEN. Men — men! — alle disse Mennesker! — der maa dog tages Hensyn! ZACHARIAS. Et fremmed Folkefærd, — ingen Tanke fælles med os. Se Forfatterne — forskræmte og forfængelige, — aldrig en Forretningsmand. Og Anmelderne misundelige og løse som Aviserne selv; og Bispen og Professoren, som tripper omkring Moralen og Religionen, — hvad har vi egentlig med alt dette? Lad dem trippe omkring og løbe rundt, det sætter Liv i den træge Masse; det gaar som en Mølle, der maler Kjøbere for os. MIKKELSEN (med Beundring. Ha! ha! Zacharias! — og du er ikke tyve Aar. ZACHARIAS. Jeg har gaaet her, fra jeg var liden. MIKKELSEN. Du har ikke gaaet forgjæves. ZACHARIAS (mod Tapetdøren). Altsaa: Andet Oplag. MIKKELSEN. Nei, men hvis nu Forfatteren faar vide. ZACHARIAS. Hvorfor skulde han det? Bestandig for fin paa det — Hr. Mikkelsen. (Gaar) MIKKELSEN (alene). Han har sikkert Ret; jeg er for fin. Nei Zacharias! — det er Fremtiden! (Tæppet falder.) TREDIE AKT. Dagligstue hos Ludvigsen. LUDVIGSEN. Det kan ikke nytte; jeg blir bare sint, naar du holder paa med at kalde mig feig. IDA. Jeg har ikke en eneste Gang nævnt det Ord. LUDVIGSEN. Men tror du ikke, jeg hører det bag alt, hvad du siger. Saaledes er I — Kvinder af dit Slags: Mod, Mod! gaar de og raaber. IDA. Vi savner det saa svært hos Jer. LUDVIGSEN. Du overvurderer det, du kalder Mod, fordi du ikke forstaar, hvad det er, som vinder i Længden. IDA. Det er vel Taushed, Forsigtighed og Hensyn. LUDVIGSEN. Ja ikke er det flere smaa Skraalere, Verden trænger. .