Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da vi ryddede Skoven - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Folkene sov ikke endnu, men gik frem og
tilbage paa én og samme Plet trampende i Jorden
for at holde Varmen. Ingensteds hørte jeg
højrøstet Tale eller Latter; det var, som om
enhver følte Nattens højtidelige Tavshed og
frygtede for at bryde dens rolige Harmoni.
Da jeg sagde et Par Ord til Shdanov,
mærkede jeg, at min Stemme lød anderledes end
ellers, og det forekom mig ogsaa, at baade hans
og de andres Ansigter havde et højtideligt og
mørkt Udtryk. Ingen af Folkene nævnede
Ve-lentschuk med et Ord, men jeg er vis paa, at
de alle sad og tænkte paa ham. Tschikin
fortalte Historier som ellers, men de var noget
matte, og de andre hørte heller ikke synderlig
opmærksomt til.
Maksimov kom hen til os og satte sig
mellem mig og Tschikin ; denne rykkede lidt til
Siden, hørte op med at fortælle og gav sig til
at patte paa sin Pibe.
»Fodfolket havde Bud hernede efter
Brændevin,« sagde Maksimov, da han havde siddet lidt.
»Underofficeren, der førte Mandskabet, sagde,
at han havde set ham.«
»Var han levende endnu?« spurgte Antonov.
»Nej, han var død.«
Den lille Rekrut løftede sit Kyllingehoved
med den røde Hue op over Ilden, saa’ et
Øjeblik opmærksomt paa Maksimov og mig og
svøbte sig saa ind i sin Kappe og sov videre.
»Det maa alligevel have været Døden, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
