Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272
~Naar jeg bare først har faat Deres æresord, Vangilt, kan
ogsaa De ta med os til Hamburg."
~Jo, av ganske hjerte," svarte Vangilt. "Vi er lutelei av
krigen allesammen, og saasom jeg er hollænder og ikke fransk
mand, er al deres motgang mig temmelig likegyldig. Jeg har
bare et eneste haab, jeg ønsker at se opfyldt endnu: At Hol
land faar bli selvstændig kongerike og ikke som nu en fransk
provins."
Jeg fik næste formiddag besøk av den russiske øverstkom
manderende, som med største beredvillighet straks gik ind paa
min anmodning om at faa Vangilt sluppet fri paa æresord. Al
lerede efter en ukes tid var jeg atter frisk nok til at kunne
foreta turen til Hamburg i korte dagsreiser, hvilende i lukket
vogn paa madrasser og ledsaget av Vangilt og Bob Cross. I
ikke mange mils avstand fra byen red Vangilt i forveien for
at avgi melding om min ankomst, og næste dags aften be
fandt jeg mig i et luksuriøst værelse, utstyrt med al tænkelig
komfort, i selskap med mr. Vanderwelt og overvaaket av Min
nies straalende øiner.
Hvad som var blit mig berettet om hendes skjønnet, hadde
i ingen henseende været overdrevet, og det første syn av hende
virket rent som et elektrisk støt paa mig.
Der stod som en glorie kring hende, . . . noget blindende
og blændende, som man ellers vilde hat vanskelig for at tænke
sig i et menneskeansigt alene. Den mottagelse, jeg av far og
datter erholdt, mere end svarte til mine ønsker. Og den kjær
lige omhu, de viste mig, deres bekymring for min tilstand og
deres glæde over atter at se mig under sit tak, — altsammen
vidnet det om, at de ikke hadde glemt mig. Da Vangilt litt
efter forlot værelset, blev jeg liggende tilbake med min ene
haand i Vanderwelts, mens jeg med min anden — uten nogen
motstand fra hendes side, — hadde grepet og beholdt en av
Minnies hænder. Jeg betrodde mig samme aften til dem an
gaaende alt, som var hændt og foregaat siden mit sidste brev til
dem, idet jeg sluttet med forliset av min fregat, lord de Versely’s
død og min tilfangetagelse og senere befrielse nu tilsidst.
~Og det var under et forsøk paa at trænge frem hertil og
faa avlægge os et besøk, De blev saaret og saanær skulde blit
skutt?" spurte Minnie.
~Jo," svarte jeg. ~Jeg hadde jo længtet saa iænge efter at
faa se Dem igjen, Minnie, saa jeg kunde ikke motstaa fristelsen
til at benytte mig dertil av første givne anledning."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
