Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
manter, som skinnet og lyste, Maken hadde ingen
set, og unge Endresen bante paa at de var egte.
Om Halsen en Rad Perler samt tykke Guldringer
om de nøkne Ankler.
Det var som om hele Publikum sat og holdt
Pusten med hver Nerve spændt.
Den lille Skikkelse deroppe var som et Syn.
Hun var næsten ikke nær Gulvet.
Først gled hun sagte over Scenen, mens det
hvite Gevant steg og sank som svake
Havdønninger en Sommerdag, derefter hurtigere og
hurtigere. Hun hvirvlet rundt, bøiet sig helt ned
til Jorden, sank helt sammen for saa pludselig
at springe op og hvirvle sig rundt, rundt i rasende
Tempo.
De sat dernede betagne. Slikt hadde de aldrig
set eller engang kunnet drømme om.
Hendes store sorte Øine lyste mot dem, mens
det underlige Smil kruset hendes Mund. Hun
var likesom i en Verden for sig. De gamle
støvete Dekorationer forsvandt for Synskredsen. Det
var bare hende de stirret paa, betagne,
hypnotiserte.
Forbi — hun var borte! Teppet gik ned.
Det blev stille som i en Kirke i nogen Sekunder.
Publikum maatte likesom faa igjen Pusten. Men
saa hændte noget ualmindelig. Gamle Endresen
reiste sig op, klappet i Hænderne og ropte
„bis“, „bis"!
Han glemte de 70 Aar, Værdigheten og alt
— han var ung, ung og betat som i Paris for
2 — Elias Kræmmer: Livets Krøniker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
