Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
hadde behandlet hende en halv Time, gav hun
sig og haabet paa Fremtiden og dig.“
„Men Kamilla — det er jeg mere ængstelig for—“
„Hun lo du — stormlo — vet du hvad hun sa—?“
„Nei — jeg gruer for at høre det."
„Aa de Idioter av Mandfolk," sa hun.
„Det har hun sku Ret i — jo hun er
intelligent."
„ Hun hadde opfattet det hele som Spøk, “ sa hun.
„Sa hun ja,“ bemerket Rummelhof og lo.
„Nu gjælder det at holde Ørene stive, saa de
to Fædre aldrig opdager vor lille Komedie, ellers
er jeg bange for at L’Hombreklubben vilde faa et
Slagtilfælde og avgaa ved en pludselig Død.“
„Tak min Ven — du har sandelig reddet mig
ut av en høist ubehagelig Situation."
L’Hombreklubben hadde en straalende Aften.
Rummelhof overtraf sig selv i Elskværdighet
og „Kortkunster".
De to gamle Fædre skaalte med hverandre mens
Byfogden sang:
Livet er altid skjønt,
Haabet er lysegrønt,
Mismod er stedse graa,
Glæden er himmelblaa.
Nogen Tid efter var det Barnedaab hos
Toldkassereren i Anledning av en ny Robert, og da
var Kamilla og Rummelhof Faddere — dette likte
slet ikke Kristine. Byfogden hvisket hende
imidlertid i Øret ved Middagsbordet: „Tiden læger alle
Saar, Tulla mi."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
