Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 6. Den gammelnorske Skaldekunst - Den yngre Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den yngre Edda. Forord og Slutningsord M
Jeg behøver neppe at paapege,· at det af disse Ord endnu klarere end
af Fortalen fremgaar, hvorledes Folkenavnet Dyrker, der var Middel-
alderen saa bekjendt, er sammenblandet med Trojanernes gamle Navn
Teukrer, og hvorledes denne Sammenblanding end yderligere viser den
hele lærde Sammensætnings fuldkomne Ubrugbarhed for Historieforskeren.
Af lignende Malm, skjønt i visse Henseender mere oplysende, er
det tredie Stykke, hvilket synes oprindelig at have været en Side-
bemerkning i et gammelt Haandskrift af Skalda, men at være af
en senere Afskriver paa en Slump flyttet ind i selve Texten, hvor man
siden ikke har vids«t,· hvor man skulde gjøre af det, da det i Grunden
ikke passede nogensteds. Stykket indeholder en Formaning til Læserne
om at opfatte de i Skriftet fremstillede mythiske Sagn paa en rigtig og
for Christendommens Bekjendere sømmelig Maade. »Det er nu,« saa lyder
Begyndelsen, »at sige de unge Skalde, som tragte efter at lære Skalde-
kunstens Sprog (mxil skaldskapar) og erhverve sig Ordrigdotn i gamle
Benævnelser (meö fornam hejtum), eller som ønske at forstaa det,
som er dunkelt kvædet, « at de skulle gjøre sig bekjendte med denne
Bog (nemlig Skalda?) for deraf at høste Kundskab og Fornøielse.
Man bør ikke glemme eller forkaste disse Sagn, saaledes at man berøver
Skaldekunsten dens gamle Omskrivninger (kenningar), som Hovedskaldene
(h6kuvskx-ild") have ladet sig behage. Men ei skulle christne Mænd tro
paa hedenske Guder og ikke heller paa denne Fortællings Sandhed
anderledes end som i Bogens Begyndelse (d. e. i Fortalen til Gylfaginning)
er sagt, hvor der nemlig er udviklet, hvorledes Menneskene forvildedes
fra den rette Tro, og dernæst er fortalt om Tyrkerne, hvorledes Asia-
mændene, som kaldes Aser, forfalskede Beretningerne om hvad der
tildrog sig i Trofa, for at Landsfolket (d. e. Folket i Norden) skulde
tro, at de vare Guder.« Derpaa fortfares med at forklare Asamytherne
ganskei Fortalens Aand. Priamus« Konge iTroja, var en stor Høvding
over al Tyrkernes Hær og hans Sønner de mest udmerkede i Hæren.
Hvad Aserne kaldte Brimis Sal (omtalt i Gylfaginning efter Vvluspaa),
det var Kong Spriamus’s Hal. Ragnarøk er den trojanske Krig.
Fortællingen om Thor, der agnede efter Midgardsormen med et Øre-
hoved, er ikke andet end Fremstillingen af Hektors Kamp med Achilles,
da han lokkede denne efter sig med Volucrons Hoved. J Fortællingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
