Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - Samlingen i den kongelige Pergamentsbog - 1. Vøluspaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 Digtekunsten og den poetiske Literatur.
meget varsom med at drage Slutninger af dette Slags Tillæg. Thi
det kunde her vel hænde, at mangen Gang den gamle Ordner eller
Samler har ladet sig vel meget paavirke af sin egen Tids Anskuelser
eller endog af personlige Mistydninger og Fordomme Man maai
saadanne Tilfælde vide at veie Tillæggene mod Kvadene selv, med hvilke
de undertiden kunne findes at staa i Modsigelse.
Den tredie Klasse af prosaiske Tillæg skyldes endelig den Sam-
ler, hvis Verk Samlingen i den kongelige Pergamentsbog
er eller maaskee endog i enkelt Fald denne Bogs Skriver, som
efter al Sandsynlighed kun er en Afskriver, men som efter Tidsalderens
almindelige Afskriverskik imellemstunder kan have villet lægge sit Ord
med i Laget og vise sin egen Kløgt. Dog, om der ogsaa skulde findes
nogle saadanne Afskrivertillæg, saa ere de ganske vist meget faa. Skri-
veren af Pergamentsbogen synes virkelig at have været for skjønsom
og for beskeden til at have vovet større Tillæg eller Bemerkninger.
J den følgende Gjennemgaaelse af de enkelte Digte i den konge-
lige Pergamentsbogs Samling holde vi os strengt til Bogens egen
Orden,· hvilken findes angiven i Munchs Udgave (Fortalen S. Xv),
men ikke er nøiagtig iagttaget i selve Indholdet
1. Voluspaer.
Dette Kvad, der aabner Samlingen, overgaar ihøi Betydning alle
dens øvrige mythiske Digte og maa agtes for et af de merkeligste, ja
vel for det allermerkeligste Kvad, som fra Nordmændenes Hedendom er
os levnet.
«En Vala eller Spaakvinde, fostret blandt Jøtnerne, omfattende
med sit Seerblik Fortid, Nutid og Fremtid, overskuende alle Verdner,
deres Ophav og Undergang, opstiger fra Dybet eller Graven iGuders
og Menneskers Midte og forkynder dem Verdens og deres Skjebne fra
Ophav til Ende. Hun begynder med at kræve Lyd for sin Tale:
Lyd jeg æsker Oldtids Sagn,
af alle Væsner, de ældste, jeg mindes? «
af Heimdalls Sønner »
større og mindre. » Jeg mindes Jotner
Vil du, Valfader! aarle fødte,
at jeg vel fortæller dem som fordum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
