Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 4. Grimnismaal - 5. Skirnismaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den ældre Edda. Grimnismaal. SkirnismaaL 137
Stierdet slap ham af Haanden, saa Hjaltet vendte ned, men han selv
snublede og styrtede fremover, saa at Sverdet stod gjennem ham, og
han fik sin Død. Da forsvandt Odin, men Agnar blev Konge.
Ogsaa dette Digt findes foruden i den kongelige Pergamentsbog
tillige i den arnamagnæa·nske uden nogen særdeles væsentlige Afvigelser.
5. Skirnismaal.
De tre hidtil omtalte mythologiske Digte, Vøluspaa, Vafthrud-
nismaal og Grimnismaal, see hen til Asalæren i dens Almindelighed;
Skirnismaal er det første Digt i Rækken, som behandler et enkelt Gude-
sagn med større Udførlighed
Kvadet aabnes med en ganske kort prosaisk Jndledning, der dog
muligen er tagen af Kvadet selv, da den intet væsentligt indeholder,
uden hvad man der finder: Frey, Njords Søn, havde engang sat sig
i Hlidskjalf, hvorfra han skuede ud over alle Verdener. Han saa da
i Jøtunheim en fager Mø, idet hun gik fra sin Faders Skaale til sin
Fruerstue Derover blev han tungsindig Hans Forældre Njørd og
Skade bade Freys Skosvend Skirner at faa sin Herre i Tale. Denne
Opfordring til Skirner og Skirners Svar udgjør Kvadets to første
Vers. Derpaa følger i Versene 3—9 Samtalen mellem Skirner
og Frey:
Sk. Sig det, Frey! Fra tidlige Ungdom
du Fyrste ’blandtGuder! — tilsammen vi vare;
hvad vide jeg vil; vi to maatte vel hinanden tro.
hvi sidder du ene
i øde Sal Fr. J Gymers Gaarde
jeg skued’ at gaa
den Mø, fom jeg mægtig elsker.
hver Dag, min Herre?
Fr. Hvi skulde jeg dig sige, Hendes Arme lyste,
Stridsmand unge! men deres Afglands
min kvcelende Kammer? over Himmel sig kasted’ og Hav.
Alfernes Straaleglands
alle Dage lyser,
dog ikke mig den muntrer!
Den Mø er mig kjærere,
end- hun er nogen Mand,
nogen Yngling iAlderens Vaar;
Sk. Dine Sorger jeg troer ei men af Aser og Alfer
saa store være, Jngen det vil,
at du jo mig dem meddeler. at vi tilsamnien skulle være!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
