Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - Andre ældgamle Digte uden Forfatternavn, hvilke ei kunne henføres til Eddadigtene, men dog synes at staa ved Siden af disse eller nærme sig til dem i Ælde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjarkemaal. Solarljod. 259
siges med denne Sang at have vækket Kong Olafs Mænd før Slaget
ved Stiklestad, og i den yngre Edda tre Vers, indeholdende Benævnelser
paa Guldet. Stykket i Olaf den helliges Saga skal jeg forsøge at
gjengive til en Prøve paa Tonen i dette Kvad.
Dagen er op kommen, Haar hiin haardhcendte!
dønne Hanens Vinger! Rolf hiin skydendel
For Trælene er Tid nu ætgode Mændk,
tunge Verk at øve. som aldrig fly!
Vaager og vaager, Jeg vækker Eder ei til Viin,
Venners Hovedsmcendl ei til Kvinders Ord,
alle de ypperste jeg vækker Jer til haarde
Adils’s Gjester! Hildes Leg.
Den danske Historieskriver Saro har kjendt Digtet og givet en
langtrukken Oversættelse af det paa Latin isin latinske Danmarks-
historie·
Vi skulle endelig blandt de forfatterløsenorskeSkaldestykker omtale
Sblarljdo eller Solsangen, et Digt, som aabenbare ligger paa Grænd-
sen af Hedenskabet og Christendommen Sangens Emne er en afdød
Faders Raad og Underretninger til sin efterladte Søn, meddeelte denne
i en Drømmeaabenbaring Begyndelsen af Sangen anpriser Omvendel-
sens saliggjørende Kraft og advarer mod Utaknemmelighed; dernæst
skildres Lykkens Forgjængelighed, Elskovens Farer, Overniods Straf,
og flere Dyder og Laster paapeges. Det Meste af dette foredrages i
Exempler af Livet, hvad enten nu disse ere historiske eller opdigtede.
Derpaa gaar den Talende over til at beskrive sin sidste Sygdom, sin
Dødskamp og sin Afsked med Livet, sin Færdgjennem Underverdenen,
hvor han seer de Ondes straffende Kvaler, og gjennem Paradiset, hvor
han seer de Godes Belønninger. Digtet slutter endelig med nogle dunkle
Vers, hvori flere hedenske Guddomme og Væsener nævnes, samt med
en Opfordring fra den sig aabenbarende Fader til Sønnen at kvæde
Digtet, som her kaldes Solarljod, for de Levende. Digtets Navn, der
saaledes opgives i Digtet selv, synes at være hentet fra den Døendes
skjønne Afsked med Solen, som jeg her til en Prøve vil søge at gjengive.
Ludende sad jeg, men den raaded’,
længe sig Døden mig nærmed’, som mægtig var;
mig lysted’ da saameget at leve; frem maa den Feiges Veie!
17W
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
