Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 8. De merkeligste norske og islandske Skalde og deres Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brage den gamle. Kraakumaal. 275
nærmer sig til Fornyrdalaget og udentvivl maa ansees som en meget
gammel Form af Drottkvædet. Paa det sidste Vers nær, der er otte-
linet, ere alle de øvrige tilinede og saaledes indrettede, at den første
Verslinie (Hjuggu vest- mev hjvrvi d. e. Vi hug med Sverd) gjenta-
ger sig gjennem hele Digtet som et Omkvæd. Linierim findes kun i
den sidste Linie af hvert Vers, og der snart som Heelrim, snart som
Halvrim. Digtet er saaledes i Versbygningen langt friere end Drott-
kvædet i Almindelighed, men dog fuldt af Digterudtryk og Omskrivninger.
Det begynder med følgende Vers:
Vi hug med Sverdet! da kaldte man mig Lodbrok,
Det var ei langt tilbage, da jeg den Kamp havde kjæmpet,
da i Gautland vi gik i hvilkeri jeg Lyngaalenlj dræbte ;
til Gravvitners l) Mord. i Jordens Omslynger!) stak jeg
Da fik jeg Thora, det blanke, klingende Staall
Derpaa skildrer Digtet paa Dravaens sedvanlige Maade en Række
af Kampe, hvori Nagnar havde seiret, udtrykker dernæst den døende
Konges Glæde ved Forvisning-en om, at hans Sønner grumt vilde
hevne hans Død, og sender med det bekjendte Vers: ·
Mig lyster nu at standse. Glad skal jeg Ol med Aset«
Hjem byde mig Diser, i Høiscedet drikke
som fra Herjans 2) Hal Ledne ere Livets Stunder,
mig Odin har tilsendt. leende skal jeg dø.
At Digtet virkelig er Ragnars Vert, lader sig ikke antage; men
paa den anden Side er der heller ingen gyldig Grund til med nogle
Lærde at sætte det nedi den christelige Tidsalder til det 11te Aarhun-
drede. Der sindes Udtryk i det, som vidne om Kjendskab til Christen-
dommen, men ingenlunde om, at Skalden selv var Christen. Omskriv-
ningen odda messa (Vaabenmessen) for Striden, hvilken Omstrivning
man især har holdt sig til for at bevise Digtets christelige Oprindelse,
taler udentvivl netop for, at det er blevet til paa en Tid, da Mord-
·mccndene vel vidste, hvad Messe var, men ingen Ærbødighed endnu
nærede for de christne religiøse Skikke. Netop i en Asadyrkers Mund,
som paa sine Vikingetoge i de christne Lande havde hørt mange Messer,
men hørt dem med Ringeagt for deres Betydning, passer et saadant
1) d. e. Ormen. 2) Odins.
18’’t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
