Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Afsnit. Folket - 23. Geistligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Geistligheden. . 195
alene i Kraft af guddommelig Overdragelse, hvormed, efter
Geistlighedens da gjældende Fortolkning, Kirkens Bemyndigelse
eller idetmindste dens Samtykke var uadskillelig forbunden. I Kir-
kens aandelige Anliggender skulde altsaa Geistligheden, navnligen Biskop-
. perne, være ene raadende I Kirkens verdslige Anliggender skulde
Kongedømmet laane den sin Arm. Den ene Magt skulde overhovedet,
efter Lovens Fremstilling, styrke den anden til alt ret og lovligt·
Denne den nye Lovs Erklaering var at ansee som en udtrykkelig
Stadfæstelse af Geistlighedens selvstændige Stilling i Staten og som
saadan af uendelig Vigtighed for den i Egenskitb af Stand iStatssam-
fundet. Men derved bortryddedes ingenlunde aldeles de ældre Tviste-
punkter mellem Kirke og Stat. Thi baade vare de verdslige Stats-
magter uvillige til ubetinget at indgaa· paa Geistlighedens Fortolkning
af hiint Lovens Udtryk, — og i ethvert Fald var Grændsen mellem
det reent Aandelige og det reent Verdslige dengang som altid vanskelig
at drage. «
Vi have strar ovenfor nævnt de Punkter, paa hvilke Kirkens
Krav, støttet til den canoniskeRet, egentlig gik ud. Vi skulle nu atter
vende os til dem for at see, hvorvidt det allerede havde lykkets Kirken
at faa dem afgjorte til sin Fordeel, eller hvorvidt det senere hen lyk-
kedes den.
Det første Punkt angik Kirkens Frihed iValget af sine
Embedsmænd· Dette kunde allerede i Kong Magnus Lagabøters
Tid siges paa det nærmeste at være afgjort til Kirkens Fordeel. Den
Anskuelse havde i Grunden vundet Hevd, at den verdslige Magt ei
skulde blande sig i Besættelsen af geistlige Embeder. I ethvert Bi-
skopsdømme tilskikkedes nu Sognepresterne af Biskoppen,· og denne valg-
tes igjen af sit Kapitel eller af en anden ifølge den canoniske Lov der-
til berettiget geistlig Autoritet. Kongen kunde ifølge den almindelige
Mening ikke af egen Magtfuldkommenhed tilintetgjøre et regelmæssigt Bi-
skopsvalg; han maatte, hvis det mishagede ham, søge det omstyrtet gjennem
Kirkens høieste Autoritet, Paven. Vel anmeldtes ethvert soretagetBi-
· skopsvalg for Kongen; men hans Samtykke eller Stadfæstelse indhen-
tedes mere for at vise en Høslighed, end fordi Kirken betragtede det
som en Nødvendighed De eneste Kirker i Landet, til hvilke der endnu
13 Y
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
