Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Afsnit. Folket - 23. Geistligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 Fjerde Afsnit. Folket.
indrømmedes Kongen Kaldsret, vare de fjorten saakaldte kongelige -
Kapeller, og disse stillede Paven i 1308 under Provsten ved Apo-
stelkirken iBergen som Magister capellakum resng eller kongelig
Kapelmagister, i hvilken Egenskab han med Hensyn til Kapellerne
fik et Slags biskoppeliszyndighed1)· Han udnævntes, eller, som det
kaldtes, præsenteredes, af Kongen og indviedes af Bergens Biskop.
Det andet Punkt angik Geistlighedens fri Bestyrelse af
Kirkens Gods. Ogsaa dette Spørgsmaal var tildeels løst før Kong
Magnus’s Tid eller blev senere løst fuldkommen til Geistlighedens For-
deel. Bestyrelsen af Kirkens Gods erkjendtes at tilkomme udelukkende
Biskopperne som Kirkens Forstandere og at burde udføres ved dem,
Biskopperne dertil ansatte, i Regelen Geistlige.
Disse to Punkter kunde saaledes i det Væsentlige ansees for af-
gjorte allerede ved den nyere Lovperiodes Indtræde under Magnus
Lagaboter Men om de øvrige ovennævnte tre Punkter fandt endnu
megen Tvist Sted. , .
Spørgsmaalet om Geistlighedens eller Kirkens uafhæn-
gige Lovgivningsmyndighed kom naturligviis paa Bane ved det
nye Lovgivningsverk. Erkebiskoppen gjorde nemlig paa Kirkens Vegne
Indsigelse imod, at Christenretten, som en Bolk eller Afdeling af den
almindelige Landslov, skulde paa den fra gammel Tid vedtagne Lov-
givningsvei udgaa fra Kongedommet eller under dettes Mægling efter
Overeenskomst mellem Biskopperne og Folket. Den burde, efter Erke-
biskoppens Paastand, udgaa fra Biskoppernk alene og grundes i Eet og
Alt paa den canoniske Ret. Kongen og hans verdslige Naadgivere
antoge derimod, som det lader, at Biskoppernes Lovgivningsmyndighed
ikke strakte sig videre end til de reent religiøse Gjenstande, Troessager,
Kirkeskikke og lignende, hvilket de havde Frihed til at indrette i Over-
eensstemmelse med Paveloven; men at alt, som Christenretten maatte
indeholde om Kirkens og Geistlighedens verdslige Stilling, om dens og
Statenssammenblandede Forhold, dette maatte vedtages paa den almin-
delige Lovgivningsvei og lempes saavidt muligt efter gammel Landsret.
Følgen af disse stridige Anskuelser blev, at den nye Lovbog til Slutning
fremgik uden at indeholde nogen egentlig Christenret.
1) Pavebrev af 5te Febr. 1308. Dipl. Norv. 1 S. 100.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
