Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Afsnit. Folket - 23. Geistligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Geistligheden. 201
og den tilsvarende Visøre ved Magnus’s Lovgivning var overført fra
Person paa Jord og Formue, kom Spørgsmaalet atter paa Bane,
’ seet fra et nyt Standpunkt. Kirken udtalte sig paa det Bestemteste
imod en saadan Skattebyrde paa sit Iordegods og sine Eiendomme1).
At imidlertid Statens billige Krav i denne Maade ikke bleve ganske
eftergivne, er sikkert. I det mindste skede det neppe for Kirkens Lei-
lændingsgodses Vedkommende, da Byrden her egentlig rammede Lei-
lændingen, som Jordens Bruger, og det ganske vist ikke tungere end
før, da Skatten var personlig efter Mandtallet. Derimod er det kanskee
rimeligt, at Kirken for det Gods, der ikke egentlig var Leilændings-
gods eller Bygselgods, har i Tidernes Løb udvirket sig Friheder, hvis
Udstrækning det dog nu er umuligt at bestemme.
Den norske Geistligheds ydre Stilling, med Hensyn til Livsvilkaar,
synes overhovedet i de nærmeste Tider før Kalmarunionen at have
været gunstige. Kirken og dens Personer vare rigeligen, ja vel kanskee
til Overflod forsørgede, især hvis man tager Hensyn til Geistlighedens
øvre Klasser. Geistligheden synes heller ikke i nogen særdeles iøine-
faldende Maade, især efter Tidsalderens Forholde i Almindelighed, at
have gjort sig ufortjent hertil. Den var vistnok nu ved Colibatet skar-
pere adskilt fra det øvrige Folk end i tidligere Dage; men en vis Na-
tionalaand fandtes dog endnu hos den, som ikke lod den ubetinget op-
offre Fædrenelandets Fordele for Pavens. Det var paa den anden
Side en Lykke for Morge, at dets høiere Geistlighed ikke inddroges i
den Mængde af verdsligeTjenstforholde, der vare saa almindelige ian-
dre Lande, hvor Lensindretningerne blomstrede. De vanskeligste og ska-
deligste Sammenstød mellem Stat og Kirke reiste sig, som bekjendt, af
slige Tjenstforholde, og ved dem bortkaldtes tillige ideligen Kirkens For-
standere fra sin egentlige Virkekreds. Det eneste Skridt, der i Norge
findes at være gjort paa denne Vei, var det, som tidligere er berørt,
at Kong Erik Magnussøn i 1297 udnævnteNidaros’s Erkebiskop, Jørund,
til sin Jarl2).— Men dette Skridt blev heldigviis uden videre Følger-,
og det derved frembragte unaturlige Forholds blev ophævet af Eriks
1) Brev af 14de Marts 1280. Dipl. Norv. 111 S. 16 fgg. 2) See ovfr·
S. 74.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
