Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Afsnit. Den private Ret - 41. Egteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Egteskab. 307
kommende Biskop dertil gav sit Samtykke1). Overhovedet kunde Kir-
kens Dispensation faaes for de fjærnere Leds Vedkommende
I den nærmeste Forbindelse med dette Forbud stode Christenrettens
Bestemmelser med Hensyn til det aa ndelige Slægtskab eller Slægt-
skabet for Gud (gudsjfjar). Dette tænktes at opstaa ved Daaben
eller de dermed forbundne Handlinger, sprimsigningen og Confirmatio-
nen, mellem den Dobte, Primsignede eller Confirmerede paa den ene
Side, og de ved hine Handlinger forrettende, baade Presten og Fadderne,
paa den anden. Ogsaa mellem de paa denne Maade Beslægtede var
Egteskab af Kirken forbudet2).
I dette Punkt kunde da Kirken optræde med Indsigelse mod et
Egteskabs Lovlighed; men forresten var denne endnu uafhængig af Kir-
kens Velsignelse eller Egtefolkenes Sammenvielse. Det var Iagttagel-
sen af de verdslige Formaliteter, som her gjorde Udslaget, og disse
vedbleve at være de samme, som fra ældgamle Tider havde gjældet.
For at Egteskabet skulde være fuldkommen lovligt, maatte Konen,
efter gammel Udtryksmaade, være ,,mundj keypt««3) d. e. erhvervet
ved en lovlig Overeenskomst mellem Manden paa den ene Side og
den eller de, som raadede for Kvindens Giftermaal, paa den anden
Side. Mund1s var nemlig, som det synes, oprindelig Navnet for Ind-
begrebet af de Vilkaar, som fra begge Sider gjordes med Hensyn til .
Egtefællernes og især Hustruens Formue. Denne forelobige Overeens-
komst udgjorde Hovedsagen ved det saakaldte Fæstemaal (kestar),
hvorved Konen, som det hed, fæstedes eller trolovedes med Manden.
- Det, som ved denne Leilighed, i Vidners Nærvær, aftaltes, var
først Konens Hjemmegift (hejmankylgja) og dernæst, hvad Man-
den skulde lægge herimod, eller den saakaldte T ilgift (tilgjöf, gagngja1d,
ogsaa brjdjungsauki og ofte muudr i mere indskrænket Betydning).
Ogsaa kunde ved denne Leilighed komme under Afgjørelse, hvad M or-
; gengav en (ljnk6, bekkjargj6k) skulde være d. e. den Gave, som Man-
den skulde give Konen Morgenen efter Brylluppet. Anden Aftale angaaende
Formue, Bryllupstid o. s. v. kunde ogsaa finde Sted ved Fæstemaalet.
1) Grg· 144· S. 30 f. jvfr. den nyere Bestemmelse i 8 18 S. 37. 2) ÆGL.
26. ÆFL. 111, 8. NgL. 1, 16. 150. Æ. Borgarth. Chrr. NgL. 1, 350. 366.
Æ. Eidsivath. Chrr· NgL. 1, 392. Sverr. Chrr. 62. NgL· 1, 426. 3) See
f. Ex. ÆGL. 25. ÆFL. 111, 13. NgL. 1, 16. 152.
20"·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
