Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Afsnit. Den private Ret - 50. Forbrydelse og Straf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368 Syvende Afsnit. Den private Ret.
lovene i verdslige Sager det forbrudte Gods, efter at den private
Bod deraf var udredet, tilfalde Kongen 1-). Efter Eidsivathings- og
Borgarthingslovene synes derimod det-saaledes sorbrudte Gods at have
været deelt efter en vedtagen Maalestok mellem Kongen og vedkommende
Menighed. Hvorledes Forholdet har været efter Bjarkøretten i Kjøb-
stæderne,· vides ikke for dette ældre Lovtidsrums Vedkommende. Med
Hensyn til Sager, hørende under Christenretten, vare Bestemmelserne
om det forbrudte Gods meget forskjellige i de forskjellige Lagdømmer.
Ifølge Frostathingslovens Christenret tilfaldt det alt Erkebiskoppen alene,
en Bestemmelse, som udentvivl var gjort til Gunst for Erkesædet efter
dettes Oprettelse2). Ifølge Gulathingslovens og Borgarthingslovens
Christenretter deeltes saadant Gods mellem Kongen og Biskoppen3).
Efter Eidsivathings Christenret endelig tog Kongen, Biskoppen og Lug-
dømmets Bønder deraf hver sin Trediedeel4)· Hvor Odelsjord for-
brødes, var Løsning forbeholdt de Odelsberettigede· Desuden fastsæt-
ter Frostathingsloven, at Ingen kan paa een Gang forbryde mere, end
hvad han da eier5). Blev En fredlos uden at forbryde sin Jord,
eller tilfaldt ham Arv under hans Fredløshed, da tog hans Arving
alt dette Gods i midlertidigt Forvar og havde ikke Lov til at sælge
noget deraf, saalænge som den Fredløse levede. Fik han igjen Fred i
Landet, da havde Arvingen at tilbagelevere ham alt Godset, sligt som
— han modtog det, uden dog at gjøre Rede for den opbaarneLandskyld6). «
Ingen maatte føde, huse eller flytte den, der paa Thing var er-
klæret fredløs eller utlæg. Den, som vidende gjorde det, bar efter
Frostathingsloven skyldig i den samme Fredloshed (1’1tlagr ok dhejlagr
slikri «1«1tlegö Sem hinn ei- verkjt vann); efter Gulathingsloven skulde
han bøde sireti Mark. Ikke heller maatte Nogen under Straf af Bod
handle med ham eller være sammen med ham i Gjestebud eller paa
noget offentligt Sted, som paa Thing eller iKirke Blev Nogen over-
beviist om at føde en Fredløs i Skoven d. e.- paa hans Tilflugts-
sted i Fredløsheden udenfor det byggede Land, skulde han efter Gula-
1)LEGL. 162. ÆFL. V, 13. NgL« 1, 63. 179· 2) ÆFL. 111, 23.jvfr.15.
NgL 1- 155- 152. s) ÆGL. 24. NgL. 1, 16. Aa Bokgccrth. Chw NgL.
1, 350. 4) Æ. Eidsivath. Chrr. NgL. 1, 383. 399. 5) ÆFL. Indl.
2. 1v, 4. NgL. 1, 121. 158. 6) ÆGL. 148. ÆFL. Indl. 4. 5. xv1, 1.
NgL. 1, 59. 121 f. 257.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
