Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5. Det daglige Liv og dets Sysler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Det daglige Liv og dets Sysler.
Undertiden indrettede man et eget Jbertegn for et vist Tilfælde, f.
Ex. naar den ene Ven vilde advare den anden for en stor overhæn-
gende Fare. Saaledes fortælles om Islændingen Gisle Surssøn, at
han smedede en Penge, der bestod af tvende Stykker, hvilke kunde ta-
ges fra hinanden og igjen ved Hjælp af smaa Ragler, fordeeltei
begge Stykker, sættes sammen saaledes, at den saa ud som ganske heel.
Han overgav sin Ven Vestein det ene Stykke og beholdt selv det an-
det med den Aftale,— at de ei skulde sende hinanden dette Jærtegn, med
mindre den Enes Liv svævede i Fare1).
Fi endskabet gave Oldtidens Nordmænd Luft ved Feider og Over-
fald, Drab, Indebrænden og Forhaanelser. Kunde man ei ramme sin
Fiende selv, saa gik det ofte ud over hans uskyldige Slægtninger eller
Tjenestefolk5·i deres Blod maatte da Hevnlysten kjøle sig2). Hem-
melige Drab, hvilke Drabsmanden ei vilde vedgaa, der i det gamle
Sprog egentlig benævntes Mord (m0rö), vare sjældnere og ansaaes i
Almindelighed for en skjændig Forbrydelse, der klæbede paa Gjernings-
manden det afskyede Navn mordingi (Morder) eller 1norövargk(Mord-
ulv) og efter de hedenske Begreber skulde straffes i et andet Liv med
Naastrosnds spinsler3). Drabsmanden skulde ærlig forkynde sin
Drabsgjerning offentlig Gysa ngjnu), saafremt den ei var øvet iVid-
ners Nærværelse
Selv hvis Omstændigheder vare forhaanden, der kunde synes at
give Drabsmanden gyldig Grund til at undlade den egentlige Lysning -
af Drabet —— f. Er. naar «Drabet var Hevn for et begaaet Mord —-
saa undlod han dog som oftest ikke paa en eller anden forblommet »
Maade at antyde det som sit Verk4). Med Hensyn til den hyppig
forefaldende Indebrænden var det almindelig Skik, at man lod Kvin-
der, Huustyende, ofte ogsaa enkelte Mandfolk af Familien, som man
ei havde noget imod eller af hvem man ei frygtede Hevn, Frihed til
at gaa ud af Huset, før det antændtes5). Den, som derimod lumsk inde-
brændte sin Fjende med hans hele Huussinde, belagdes med det van-
ærende Navn brennuvakgr (Brændeulv) d. e. Mordbrænder og stil-
ledes i Klasse med Morderen.
l) Gisle Surss. S. 14. 2) Njaals S. 36 ff. 3) Vpluspaa 43.
4) Gisle Surss. S. 24. 5) Njaals S. 130·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
