Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blaa Skammel, at Du sidder i Din Lænestol ved
Kunstneri, at jeg seer Dit milde Ansigt ved dens
muntre Lue, medens jeg med mine Arme støttet
paa Dine Knæe, udoser alle mitte Tanker for
Dig, skrifter Alting, indtil det mindste, som jeg
altid pleiede; og da er jeg ogsaa vis paa at Du
forstaaer mig, som Du stedse gjorde. Jeg foler
mig allerede let ved den blotte Tanke om at skrifte
for Dig—, og synes nu at det slet ikke mere aeugsier
mig at sige Dig, hvad Du alt har gjnttet: Jeg
har trolovet mig med Horatio, jeg elsker ham saa
hoit, jeg har ikke kunnet lade det være. For forste
Gang har jeg handlet tiltrods for Dine Advarsler,
men det kommer as den indvortes Overbeviisning,
at Du ikke vilde advare mig, om Du med egne
Øine havde fulgt mig; at Du ikke vilde sige: «Raar
en Pige paa 20 Aar agter en Mand paa 49, da
kalder jeg dette en virkelig Mesalliance, og denne
min Mening er ikke grundet i menneskelige For-
domme, men i Naturen selv." — Leer sorst at
kjende Horatio, her forst Din Clara, førend Du
dommer dsl —- Det er de Andre, det er Tante
Polonitts, og desværrel det er vel endogsaa min
Søster, som i deres Breve have forebragt Dig Tittg,
som Du kun as min Mttnd skulde hert. Du veed,
jeg vilde vendt tilbage til Dig i dette Foraar, og
da havde jeg glædet mig til at stulle aabenbare Dig
alt hvad jeg havde tænkt, sagt og gjort i disse uee-
sten to Aar, da jeg mod min Villie har levet ad-
skilt fra Dig. I mine Breve har jeg kun loselig
antydet mangen Begivenhed, hvis rette Betydning
for mig Du forst nu vil erfare; men af mange
Grunde, som Du tildeels selv veed eller vil gjeette,
har jeg gjemt det Veesentligste til vor mundtlige
Samtale-. Min Kjærlighed til Horatio har jeg ikke
skjult for Dig, men jeg troede mig forsmaaet, og
mit stakkels senderrevne Hjerte kunde derfor ikke
finde Ord til at forklare Dig de nærmere Omstæn-
digheder. Først naar jeg saae Dig igjet1, naar jeg
igjen sad paa min Skammel ved Dine Fodder,
da, tænkte jeg, vilde jeg udbryde i Klager og finde
Lægedom hos Dig for hver en Sjælefygdom. Rii
er alting anderledes-, nu katt jeg aande frit og tale.
Tillad mig nu at fortælle Dig altiug og bliv ikke
kjed af mig, otn jeg siger Ting, som ere Dig lige-
saa bekjendte, som de ere mig. Det er mig ikke
muligt at begynde mit Skriftemaal senere end fra
den Tid, da jeg forlod min trygge Havn, Dit kjære
Huus, hvor jeg var opvoret i Kjærlighed og Lyk-
salighed.
brast hæftig i Graad.
Ja det var fotste Gang at jeg solte mig ulyk-
kelig, den Dag da Du sagde til mig, at Du havde
faaet Brev fra Augusta, at hun ønskede at hendes
yngre Sestee, som hun neppe havde seet og slet ikke
kjendte, maatte opholde sig en Tidlang i hendes
Huus-; at Du samtykkede i hendes Ønske, og vilde
at jeg skulde tilbringe et Aar i Kjøbenhavn. Jeg
fortvivlede, jeg knnde ikke tænke mig at leve langt
sra Dig. Min Søster var mig fremmed, jeg havde
kun seet hende staae Brttd og ved de paa hendes
Bryllup folgende Festligheder. Det var syv Aar
siden; jeg var dengang kun elleve Aar; hendes
Skjduhed, hendes pragtige Klæder-, det hele korte
Ophold med Dig i Kjobenhavn, svævede dunkelt
for min Indbildning, som en længst forsvunden
Dram, der nu mere omgstede end tiltrak mig. Er-
indrer Du hvorledes min Graad og mine Klager
bleve afbrudte ved en heel Skare af Godsets Folk,
som med Forvalteren iSpidsen bade ocn at komme
ind for at vise Dig nioget mærkeligt-? Og at de
derpaa kom med deti store vidunderlige llgle, som i
deri stærke Storm om Natteit var falden ned i den
store Lade, og som den gamle Christen Jensen vil-
de, skulde brændes levende, da han paastod det var
ingen naturlig Ugle«3 Jeg kan endnu see det stak-
kels Dyr, der saae saa ulykkelig ud, og lukkede
sine Øine for det saarende Dagsli)s. Da Du be-
falede, at den langt fra at braertdes skulde sættes
nd i det hoie Cgetrte, hvor de sagde, den havde sin
Rede, tænkte jeg: "deu er lykkeligere end jeg ," og
Dett gamle ærværdige Præst,
som just var kommen med hele Skaren, gik efter
mig hen til Vinduet, hvor jeg søgte at skjule mig,
og bestormede mig med venlige Sporgsntaal, uden
at jeg kunde svare. Da vi bleve ene med ham,
fortalte Dit ham Grunden til utin Sorg, ·og han
syntes at være paa min Side; da sagde Dit: «’9·tei
min kjære gamle Vent det er ikke for at foie An-
gnsta, som jeg hverken kjender, eller synderlig el-
skee, nei det er af Kjærlighed til min Clara, at
jeg har besluttet at udholde den Sorg at leve et
heelt Aar uden hende. Det er sandt hvad De
siger-, at jeg ikke kjender de Hntider i hvilke jeg be-
troer min kjæreste Skar, men — tilfoiede Du, og
sluttede mig iDine Arme — men jeg kjender denne
Skar, der har forsonet mig med «Livet·, overgaaer
mine Foroentuiuger, erstattet mig Tabet af mine
egne Vent. Det har Du, min Claral Du er al
min Rigdom paa Jordett." (?lk, disse sode Ord,
de ere for stedse indgravede i mit Hjerte-, de hæ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
