Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gen Lidenskaber, hatt fortærer kntt sig selv i en evig
Krig med Tideti. Hans Indkomster ere ganske an-
skvendige, han oder heller intet, men han er uor-
dentlig og veed hverken ud eller ind i sine Penge-
sager-. Naar den stakkels Augnsta skal hasve de til
Huusholdningen og hendes og Vor-rettes Fortiodem
heder bestemte Penge hos ham, udbryder han i
Skjand og Jammer-klage, og ofte maa hun vente
saa lange paa disse nødvendige Petige, at hun kun
med stor Industrie og cndmi storre Bekymring kan
formaae. at skjule sin Forlegenhed svr Tjenestefol-
kene og holde Huset ansiaendigt. Hvor dybt hendes
Mand ogsaa er sunken i hendes Agtelse-, klager
hun dog aldrig over ham til noget Menneste, og
bestreobte sig meget i Forstningen sor at jeg ikke
skulde meerke haits llrimeligheder og Svagheder·
Htitt har det behagelige Talent at sorene dett stren-
geste Qeconomie med Cleganee og en vis Grad as
Pellevnet. Hiin giver aldrig store Selskaber, men
om Aftesten, naar vi ere hjemme, er her sor det
meeste en lille Theecirkel, hvis ziirlige og nydelige
Indretning fortjente at Dit skulde see den. Naar
mitt Svoger da kommer hjem, og der ere Frem-
mede, for hvem han har nogeti Agtelse, da tager
hatt Deel i Samtalen og er sont andre Mennesker.
Er der derimod ingett for hvetn han synes at han
behover at genere sig, tager han Tsvsier paa, og
strækker sig i en Lænestol iKalkelovnskrogen, hvor
hatt snart med Sandhed katt sige at Dodens Bro-
der har sat sig paki hans Øienlaage, thi det er næ-
sten umuligt sor menneskelig Magt- at vække ham;
saa det gjertte ender med at Angnsta siger til Tje-
neren: »Naar der er taget as Bordet, saa kald paa
Herren;" hvorpatt enhver gaaer til sit og overlader
til Tjeneren at bringe ham tilli-ve. For ingen er
dette llvtrsen utaaleligere end for den gamle Ber-
nard. Denne elskværdige Olding, der i saamange
Aar hsrr baaret trange Kaar og alskens Modgang,
uden nogensinde at sorntegte den Ilnstaendighed og
Ven-dighed i Ulykken sotn er hans Rativti egen,
kan slet ikke finde sig i ett saadan Mangel paa god
Tone, og intet er sikkrere end at han altid, naar
han seer min Svoger komme slæbende med sine
Taflet, og kaste sig i Lænestolen, maa spørge med
en ubeskrivelig Mine: «Cr De syg, Hr. Osrick.?"
og at min Svoger derpaa svarer: »Ret jeg er træt."
Tænk Dig nu, kjære Tante, hvilket Liv sor
en saadan dannet, siin og livelig Koite som Aag-i-
sta. Dett dybe Følelse as sin hnuslige tllykke
fager hun at bedove i Adspredelser og Selskab, men
ogsaa her søger og sinder hun blot een Nydels’e:
den Tilbedelse nemlig, deti Hyldest as hendes For-
trin, som allevegne møder hende; og heri bestaaer
hendes værne Uheld, at blot i denne Hyldest kan
hun finde Livets Gode. Det er saa langt sta at
hun onsker sig nogen hemmelig og utilladelig Kjær-
lighedsforbindelse, at hun aldrig ester min Mening
har havt eller vil faae nogen saadan. Rei, hun
vil blot nyde den Magt sotn Skjønhed og Elskvasrx
dighed udove, hun vil tilbedes saaledes sotn den
gamle Bernard har tilbedet vor asdode Moder, hvis
Lærer han var, saaledes som han atede hende i en
otrbodig Afstand, uden alle Fordringer-; saaledes som
Petrarca sukkede sor Laura. Det er hvad hun so-
ger; mett eftersom sligt ikke lettelig mere findes, ge-
raader hun derved i de varste Modsigelser og For-
legenheder. Enhver ah Tilbedee beskjæftiget- alde-
les alle hendes Tanker, satter alle hendes Sjæleev-
ner i Bevægelse saalænge til de begge skilles ad som
ilvenner, hvilket sædvanlig indtræffer-, og uden
mindste Savn giver han da Plads for en Anden.
Meget sørgeligt er det i Sandhed, naar et Inter-
regnnm indtræffer, thi da synker deti stakkels Au-
gnsta hen i en saadan Melancholie, en saadan Lede
til Livet, at al hendes hnnslige Virksomhed, al
hendes Kjærlighed til hvad det er sijotit i Kunst-en
og Naturen, pludselig giver Plads sor Bitterhi-d,
onde Linier og Sygelighed. I saadanne Øieblikke
griber hun enhver ny Interesse, sotn deti Syge
griber ethvert Middel, og i en saadatt Stemning
er det ganske vist, at hun har kaldet mig til sig.
Ogsaa sotn Mit-der har hnn jo været meget ulykke-
lig, og skjøndt jeg i denne Henseende mindre end
i nogen anden tor paatage mig hendes Forsvin, saa
holder jeg mig dog overbeviist om, at hun ikke er
Skyld i sin ældste Sons llsselhed, da han, ligesom
de yngre Borit, har varet overladt til den gamle
Marianes trofaste Pleie. Men var det muligt, at
Underjordiske ombyttcde smaa Bortt i Vuggen, saa
maatte man troc det om den lille Adolph, thi den
ulykkelige Dreng er virkelig sotn ett lille Trold, saa
flov, stm herslig, sact syg og vratttett· Dett gamle
Mariane har sit Kors med ham Dag og Nat. Var
det ikke ogsaa haardt, at netop den as de smaa
Tvillingpiger, som var sin Moders Yndling, skulde
beroees hende? Mariane har fortalt mig, hvor
ntrosielig den stakkels Augusta har varet ved dette
Barn-3 Død. Jeg tilstaaer at det var en besyn-
derlig Forkeerthed, at hun isiedetsor at trøste sig
ved den lille Jsidores Lighed med den afdode Toil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
