- Project Runeberg -  Kjøbenhavns flyvende Post / 1827 /
51

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

cingsosier, ikke mere kunde taale at see dette Bartt,
og vendte al sin Kjærlighed fra hende. Det yngste
Barn derimod, som baerer Dit Navtt, er hende
meget kjært og synes at have indtaget dett begradte
Rostnes Plads. Men, det er vakt Tidett at jeg igjctr
griber sat paa Traaden i min Historie.

Det er en forunderlig Følelse naar man, saa-
leder sont jeg, ved min Ankomst hertil er eii Frem-
med og et nyt Bekjendtskab for sine nærmeste Fra-n-
der. Det har noget ganske behageligt, thi det noie
Forhold og Nyhedens Interesse ndove paa een-
gang deres Magt. Ilngnstas Elskvaerdighed, hendes
Skjonhed, alting hos hende indtog mig. Dett gamle
Onkel Polonins Yndest stnigrede mig, og jeg kunde
aldrig blive kjed as at hore paa de lange Historier

hvormed den gamle Mariane, der (som Du maa–

skee erindrer) har tjent mine Forældre, udbredte sig
om min Moder, om hendes sidste Sygdom, om
hvorledes Dit da kom til hende og tog mig med
Dig, da hun var dod. Hele Timer tilbragte jeg
i Børnene-3 Værelse hos hende og de·n lille Isidore.
Dette af snie Foraldi«e forladte, deilige Bal-ti var
strax min Yndling, og gjengjældte min Kjærlighed
med en lod Hengivenhed. Jeg hentede hende hver
Morgen op til mig, og beholdt hende saalænge jeg
kunde. Naar hun hdrte min Stemme paa Trap-
pen, kom hun strar lovende, og længtes naar htm
ikke saae mig.

I- de mange Selskaber hvor vi kom, opvakte
jeg ogsaa Nyhedens Interesse og blev Gjenstanden
for en Hyldest, som jeg naturligviis tilskrev denne
Otnstasndighedz mett dog eil jeg eerligen bekjende, at
den fornoiede, ja vel stundom endogsaa berusede
mig. Men snart tabte denne fot«fecngelige Glæde
sit Var-d, da jeg opdagede den Virkning, sotn alt
dette gjorde paa min Søsters Sind. Jeg kunde
ikke tvivle spaa, at Augusta i mig saae en Medbei-
lerinde, der fraranede hende det hoieste Gode, og
denne Tattke nedslog al min Munterhed. Hun be-
handlede mig i slige ulykkelige Dage med en Kul-
de, en Bitterhed, der gik mig som Dolkestik gjen-
netn Sjælett. Ofte trak saadanne Skijer op, uden
at jeg veed nogen Grund; ligesaa pludselig forsvandt
de, jeg veed ikke hvorledes, og afvexlede med den
klareste Himmel. Dett fornemste Anledning til disse
Scener var især Laertes, ’) (som allerede er Dig
bekjendt af mine Breve, saavel som af de Att-
dres), og denne Ilnstadssieen var saa meget vanske-

«) Med dettepiavn betegner jeg Lieutenant-stiv Idetm-
Red. Anm.

ligere at undvige, som vi nasten daglig saae ham,
deels her hjemme, deels hos Tante Polonius, og
hatt desuden i hele vort Bekjendtskab var den, med
hvem jeg helst vilde under-holde mig. Hans uud-
tomnielige Vittighed, hans muntre Lune, hans fine
Steder gjorde ham til Sjælett i vore Cirkler. Hatt
hyldede altid Augusias Skjottlied og Yndighed, for-
stod og fremhævede stedse hendes Fortrittz desuag-
tet veed jeg ikke hvorledes det gik til, tneit i dett
senere Tid gik aldrig nogeit Smumenkomst tilende,
uden at de begge med kjendelig ondt Lune nei-lede
de bittreste Sarcasmer med hinanden.

J Tante Polenius Selskaber var der svtn os-
test meget tuoersontt. Man dandsede, man musi·—
eerede, man legte Pantomimelrge, tnan fremstillede
saakaldte levende Maleriet; og det kunde tnan altid
forudsige, at naar Angusta eller Laertes havde Deel
i disse Moerscaber, vare de smagfulde, ellers ikke.
Fastelavnsmandag faldt tnau paa, at inden Dand-
sen begyndte-, skulde alle Damerne, saa godt det
kunde lade sig glem-, ndkltrde sig som mythologiske
Personer-. Tilfældigviio bar Ilugusta en blaa, jezj
derimod en rod Kiele; hun blev derfor udvalgt til
Lunet, jeg til Anrora. Hun blev indhyllet i et
stort hvidt Slot, en Maane glimrede i hendes
morke Haar; hutt var deilig saaledes. Mig deri-
mod fandt de unge Piger Lijst til at udstasfere patt
en egen Maade. De baudt mig blonde Lokker paa
Panden, draperede mit Hoved med et rodt Smi,
og da de sandt at tnitt Ilnstgtsfarve saalidt som
mit Hiiar passe-de til Anrorar3, kom dett lille Ly-
dia med en Sminkckrukle og malede mig en hvi-
red Rose i hver Kittd. Nu gik det med Triumf-
strig ind i Salen, hver den storste Glæde var den,
at ingen ved forste Øiekctst gjenkjendte enten mig
eller Lndiii, der paa en lignende Maade var bleven
omskabt til en Amor. Laertcs nærmede sig og
sagde til Angnsta: "Stjotttte Lnnai hvem maatte
ikke onske at vrere Endymion·3" —- "Om De ousker
det, svarede hun, da maatte det vel veere for at
blive bortfort, som han, af deri unge Ankom." —-
"Ja, sagde han, hvettt vilde ikke folge deit ntkge
Aurora, om tnan ogsaa vidste at Veiett gik lige ned
til Proserpinas Rigel«’ og med disse Ord greb han
min Haastd, for at fore mig til Dandsen sont i
det satnme begyndte- Midt i denne kom Tante
Polonins med en vred Mine, trak i Laertes, og
sagde ham noget som hatt ikke lod til at bryde sig
om; men lidt efter greb hunmig i Armen, som
man griber ett Fugl i Vingen, og sagde: "Dia

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:41:24 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kfp/1827/0051.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free