Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
man avforte en Patslonemusik af Weose. Vi
havd«e taget Pladser i en indelnltet Stol oppe i
Kirke-i. Jeg satte mig bag de andre Damer i en
Krog nær ved Derem for ganske ubemærket og
uforstyrret at kunne overlade mig til den Nydelse-
som ventede mig. Jeg havde aldrig for hort et
Orchester i Kirken, og intet kan udtrykke mine Fo-
lelser, da de hoitidelige Toner gjenlode fra de hoie
Hvælvinger. Gid Du kunde hare dette Mestervcerk
af religiens Begeistring! Brsteives kait det ikke,
mindst af mig. Kun saameget maa jeg fortalle
Dig, at hvor Texten (som er af Thaarup) omtaler
Jesii Dod, det Opror, hvormed Naturen reiste sig
ved Synet af Menneskenes Grumhed« der har
Wevse saaledes vidst at gribe det Hoie og tillige
Skraklelige i dette gnsclige Øieblik, at man troer
at høre Stormen hvine, Jordeii stjalvei sin Grund-
vold, Forhænget i Templet revne, de Dode komme
frem af Gravene, og at denne Rædsel, denne uen-
delige Smerte er fremstillet i Musiken med en saa-
dan Skjonhed, at det synes mig tilgiveligt at man
lader sig henrive saaledes som jeg gjorde, thi jeg
glemte aldeles alt hvad der omgav mig, og grebeir
af den Forestilling, at Hvælvingeti over mig styr-
tede sammen- at Kirkeits hvide Marmorbilleder bleve
levende, foer jeg ud af Deren og hen til Nedgan-
gen fra Pulpituret·, udeii at jeg selv veed om jeg
vilde gaae ud as Kirken eller ikke. Men ligesom
jeg satte Foden paa Trappen, stilledes Uveiret i
Musiken, himmelske Toner lode sig bore, det var
som om Straaler af Ovstandelsens Morgenrade gjen-
nembrode Dødens Nat. Jeg sank ned paa Trap-
petrinetie, ligesom oplost i salige Taarer-, og uden
at bemærke at baade Laertes og Horatio vare fulgte
efter mig, og stode bag ved mig. Laertes kunde
ikke afholde sig fra at lee; men Horatio greb taus
og venlig iniit Haand, loftede mia op, fulgte mig
ind til min Plads iStolen, satte sig ved min Side,
og beholdt min Haatid i sin. Han bøiede sit An-
sigt imod mig, vore Oiiie snodtes, og — jeg kan
ikke forklare det —- det var som om vore Sjale
smeltede sammen; jeg snntes jeg saae i dette Øie-
blik at haii elskede mig, og under disse hellige Hval-
vinger, omsveevet af disse salige Toner-, sagde jeg
mig forsie Gang: "jeg elsker ham", og mit hele
Væsen istetnte den Jubel, som nu lod igjennem
Kirkcii. —- Da vi kom hjem, bestormedc man mig fra
alle Kaiiter med Epigrammer over Landebyfrekenen
der iaften havde orergaaet sig selv. Jeg fatte at jeg for-
tjente alt dette og blev cnegetskamfuld. MenHoratio
l
stod frem til mit Forsvar, og sagde: «Jeg mener at
Frøken Claras Opførsel ikke har beviist andet, end at
hendes Indbildningskraft og Folelse ere fuldkommen
friske og levende, medens vore ere slovede af Vane-i og
af Verden. J Sandhed! dersom Weyse havde mange
saadanne Tilhorerc, da skulde man ikke længer sige
at denne store Kunstner stod saa hoit over sin Tids-
alder, at hans Toner ikke kunde naae ned til dens-
Hvor folte jeg mig tryg bag denne Ridders Skjold!
hvor hævede jeg mig som den svage Vedbend, der
slynger sig om det stærke Træl al Følelse af at vaere
ene og forladt, forsvandt for en ubeskrivelig Ro og
Sikkerhed. —- Min Kjærlighed lignede i dette lyk-
kelige Foraar de uskyldige Blomster, som denne
Aarstid udklaekker; de dufte sødt, deres Farver ere
svage, de ere uden Torne. Jeg folte mig saa ro-
lig, jeg behøvede intet til min Lykke uden at see
ham, at elske ham; jeg forlangte neppe at han
skulde nære lignende Folelsor for mig.
Da Sommeren kom, gjorde Horatio underti-
den smaa Reiser til sit God-, meii kom næsten al-
tid tilbage, førend vi ventede ham, og da tilbragte
han næsteii alle Aftener i vort Huus, og ofte med
Augnsta og mig alene, thi min Svoger gik igjen
sin vante Gang i Klubben, og vor øvrige Cirkel
havde Sommeren adspreder; kun Bernard blev os
tro, og ogsaa Laertes vendte ofte tilbage til Byen
og os. Naar Veiret tillod det, bragte Horatio
sædvanlig en Vogn med, og indde os til smaa Lyst-
toure i de skjenne Egne, som i en lille Frastand om-
give Kjobenhatsn. llndertiden gjorde een af de om-
talte Hunsveuner os Selskab, undertiden vare vi
ene med Horatio. Par Veiret slet, bragte han os
Musik og Bøger-, og læste hoit for os med sitt stjoniie
ndtrpttfulde Stemme. Næsten hver Morgen sendte
haii os de smukkeste Blomster; og kort sagt, der
var ingen Opmærksomhed, ingen Deeltagelse, hvor-
med han jo søgte at forsode vort Liv; og ikke blot
til os to Sostre, nei til alt, hvad som nærmede sig
haiii, udstrakte sig hans varme Hjertes Stræben ef-
ter at troste og glæde, og med en beundringsværdig
Takt forstod hati at gjatte hvad der meest kunde
brhage Enhver. Jblaiidt de daglige Beviser paa
dette Træk i hans Charakteer, vil jeg blot anfore eet:
Dagen for St. Hansdag kom vi handelscviis
til at omtnle, at denne Fest ogsaa var Beruarde
iavnedag, da han heed Jean Baptiste, og jeg kunde
ikke undlade at bort-verke, at der blandt de Mange,
soiit helligholdt denne Dag, vel neppe var nogen i
Verdeit, der tænkte paa, at det var denne gode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
