Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Min Fødselsdag var et lyst Punkt i denne for
mig ofte morke Vinter. Horatio havde indbudet
os til en vinterlig Fest-. Haan Fiinhed og Opmærk-
somhed sortryllede niig. Om Morgenen, da jeg
kom ind i mit Cabinet, sandt jeg det prydet med de
deiligste Blomster-, sande Vidnndere for denne kolde
Aarstid. Ved Siden af Theebordet stod paa Gul-
vet en stor Kurv, fuld af Legetoi, Billedboger og
allestags smaa Gaver til Jsidorez ogsaa til vor
Stine fandtes en Form-ing, for at ogsaci hun skulde
helligholde min Fødselsdag. — Mod Middag ind-
fandt han sig med en heel Skare af smukke Katter.
Onkel og Tattte Polonitts med deres ældste Berli,
Laertes, Beruard og endnu nogle af vore Bekjendte
vare med i Toget. I Spidsen for dette sad Din
lykkelige Clara i Horatios Kane3 Veiret var klart
og deiligt, og piilsnart, alt for snart for mine Øn-
sker, gik Farten til Belleone, hvor et Middags-
maaltid ventede os. Munterhed, Ltme og en ufor-
klarlig Behagelighed omsvaevede Bordet, medens det
Hele forhoiedes ved en festlig Taffelmusik. —- Da
vi kjerte hjem, var det den skjønneste Aften, Stjer-
nerne tindrede ned paa den lyse Sneevei, Hestenes
Bjelder lode gjennem den tause Nat. Hvratio sad
bag paa Kanett, han var mig saa nær, jeg syntes
at fole hans varme Aande. — Dit veed hvor den
stjernesnlde Himmel altid har beskjæftiget mig, den
blev ogsaa nu Gjenstanden for vor Samtale. "Jeg
har hert, sagde jeg, at vor Jord og Planeterne
muligviis kunne være Stykker der have losrevet sig
fra Solen, og nu dreie sig, ligefoin lætigfelfnlde,
om deres Udspring. Det er undertiden faldet mig
ind om det ikke kunde være muligt at vi selv i en
Sjælevaudring af en anden Nattir end den Judiax
nerne antage, kunde leve et Menneskeliv paa hver
af disse Kloder? Og jeg har tænkt i min Eenfol-
dighed at det i saa Fald var rimeligt at vi da
havde begyndt paa Uranus, og i bestandig mindre
Cirkelgange nærmede os vort Udspring Solen. Og
da Aaret jo bliver længe-, jo fjernere en Planet er
fra denne, og man jo altsaa vel kunde antage-, at
lidviklingelt var langsommere og Livet længere og
mindre fyrigt paa disse dunklere Kloder, saa kunde
man jo vel forestille sig at vi i et bestandigt kor-
tere, men indholdsrigere Liv, med ett bestandig
sricre Organisation, saa at sige mere og mere over-
vindende Tiden, tilsidst, efterat have levet paa Mer-
rurius, hvor Tiden maa være allerkortest, endelig
havnede paa Solen selv, hvor et ganske andet, os
ubekjendt Tidssorhold maa sinde Sted?" —- Ho-
ratio hvrte paa mig med stor Opmærksomhed ’«’Med
største Forneielse, sagde han, har jeg lyttet til De-
res Ord, men saa skjont soin Deres System end i
visse Maader forekoinmer mig, kan jeg dog ikke an-
tage det, især as den Grund, at det ikke er tænke-
ligt at vi i en jordisk Tilværelse, hvor vi jo paa
ny maatte fades og dre, kunde beholde vor Be-
vidsthed; og det forekommer mig umuligt at denne,
eengang vakt, kunde forgaae ved det vi kalde Da-
den. Vi have, synes mig, mange Tegn paa, at
dette er mod Sjalms Natur. Af vor første Barn-
dom erindre vi intet; da maa vort egentlige Jeg,
vor Bevidsthed, have slumret; men fra det Øie-
blik den vaktes, er intet Ekindringsvaerdigt af vort
Liv tabt for os. I Sygdotn kan den for en Tid ta-
bes, men vindcs ganske uskadt tilbage. J dyb Som
sover den, og vaagner hver Morgen uden at disse Ti-
mcrs døde Tilstand har svækket den. J Dranrtne sor-
lader den os aldrig. Jeg har aldrig hørt at noget
Menneske har dratnt, han var en Anden. Ja i denne
Tilstand, hvor Tid og Rtim tabe deres Betydning for
os, tabe vi dog aldrig os selv, aldrig vor gamle Cha-
raeteer, men bevare vor Folelse for Godt og Ondt,
vor hoieste Tanke, den om Gud og det Uendelige, og
vor Kjærlighed til vore Elskede." —- "Ak saadanne
Ord hører jeg med Glæde,» sagde jeg; "thi ingen
Tante er mig gyseligere end desi at tabe sig selv,
glemme alt kjært og helligt." —- ’»Rei elskelige Cla-
kal (saaledes havde han aldrig kaldt mig for) nei,
hvem vil glemme? Cnd ikke her i Livet vilde vi
glemme vore udsmndue Lidelser, —- allermindst vor
Kjærlighed, var den end aldrig saa ulykkeligt glemme
den vilde vi dog ikke, ikke engang helbredes for
den." — Vi vare under denne Samtale komne
Forstaden nær. Horatio sagde nu, med en, som
mig syntes, bevæget Stemme: "Jeg havde isinde at
overraske Dern, men nu vil jeg selv forraade Hent-
melighedent Jeg har foranstaltet et Bal paa Sky-
debanen, jeg veed De dandser gjerne. Men nu
maa Deres aldrendc Ven, resigneret og beskeden,
ttscede tilside, og overlade til den lykkelige Laertes at
fare Dem i den ungdommelige Dands, hvis Pry-
delse De er, og som passer for Deres Alder. Jeg
maa troske mig med i denne skjønne Time at have
hævet mig med Dem til Stjernerne, ja endogsaa
udenfor Tidens Greetidserz men nu gjar denne Ty-
ran atter sine Rettigheder gjælde-ide, og adskiller
os." Mørket, hvis Stor skjulte mine rødmende
Kinder, gav mig Mod til at svare: »Ja vel er jeg
ung og dandser gjerne, men troe mig, Hotatioi jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
