Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
formaaer dog at stjeltte Guld fra Glimmer, rt
Bal i en Dandsesal fra Stjernernes Dands i det
uendelige Rum." —- Han boiede sig tnod mig, og
udbrod: «O Claral" men i samme Øieblik lod ct
gjennemtrængende Skrig bag os. Horatio vendte
sig, kaldte paa en ridende Tjener, og spurgte hvad
der var hændet? Det var intetl En Kone, dcr
var nær ved at vatte, havde forskrækket den Dame
som sad l den. Vi foer i det samme ind ad Por-
ten paa den oplyste Skydebane, hvor er talrigt og
glimrende Selskab ventede os. Vor Stine kom os
imøde, og ferte Angnsta og mig ind i et afsides
Værelse hvor vore Balklader og alt Fornedettt var
bragt i Orden af hende. De andre Dattter af
Kattepartiet, sotn vare i Hennneligheden, havde
truffet lignende Foranstaltningee. Jeg dandsede ikke
med saamegen Lyst sotn jeg pleiede, og da Angnsta
aldrig dandsede, og min Svogers Spilleparti var
endt, vare vi blattdt de Forste som brede op. Da
jeg var kommen hjem, stod jeg længe og tænkte
paa Dagens Tildragrlser. "?lk, sagde jeg, hvor-
ledes skulde jeg nogensinde kunne ophore at elske
ham? Overalt, i Blomsterne, i Stjernehimlen, i
min Tro, i mit Haab, i alle mine Tanker møder
jeg jo hans Billede.»
Da jeg næste Formiddag kom ned til Ange-
sta, fandt jeg hende besynderlig forstenit. Horatio
spiste til Middag hos os, han var i det elskværdig-
ste, lykkeligste Lune, og hans mægtige Indflydelse
forjog snart alle Skyer. Vi sad endntt ved Bor-
det, da Tante Polonitts kotn op til os. Httn tak-
kede Horatio for den forrige Dags skjønne Fest,
ikke uden een og anden, for mig piinlig Hentyd-
ning paa hans formeente Godhed for mig. Dersra
gik hun over til det gamle forslidte, mig forfærde-
lige Kapitel om Laanes, og sagde: »Det var Ska-
de, Angnsta og Clara ikke bleve til Ballet var til-·
ende, thi da de vare tagne bort, begyndte det først
ret at gaae lystigt til. Laertes var som rasende af
Overgivenhed, han vilde endelig nede mig til at
dandse den sidste Dands med ham, og da jeg foiede
ham deri, seer han saadan afsted med mig, at jeg
tænkte, det var bleven min sidste Dands her chr-
den. Da vi scnlde kjore hjem, sprang hatt ind i
vor Vogn, og lod sttt rgett kjore tom tilbage; da
han hjalp mig ttd af Vognen, trykkede han min
Haattd saaledes, at min Handske gik reent itu, hvil-
ket jeg tog meget ilde op; og tænk engang, da jeg
en halv Time efter gaaer hen til Vinduet, bemær-
ker jeg tydelig, til min største Forundring, at han
staaer paa Gadett og seer op ad Huset. Men jeg
lod som jeg ikke saae ham.« —- Horatio saae paa
mig som sædvanlig, og jeg felte med Skræk hvor-
ledes Blodet fat-nede mit Ansigt og sik mit Hjerte
til at banke. «Kan nogen forklare mig denne Hi-
storie?» tilføiede Tante Polottins. »Jo," svarede
Horatio, med et besynderligt Smiil: »jeg kunde nok
forklare den, om jeg vilde, —- thi» —- sagde han
halv sagte, henvendende sig til mig, »den er ikke
vanskelig at forklare.’- — Saasnart jeg kunde, for-
lod jeg Varelset og gik op paa mit Kammer, hvor
jeg lettede mit beklemte Hjerte med en Strotn af
Taarer-, til Forundring for min Jsidore, der med
de sodeste Ord og Kjærtegn sogte at berolige mig.
»Ak," sagde jeg til mig selv: »Igaar var jeg saa
lykkelig, og idag fdler jeg mig igjett saa dybt yd-
tnnget. Denne bestandige Stræben ester at gjore
mig opntaerksotn paa Laertes formeente Kjærlighed
og Fortritt, viser mig noksom, at han selv sor-
smaaer den stakkels Pige, hvis Hjerte kun hænger
ved ham."
Da jeg kom ned om Aftenen, sad min Svo-
ger og sov i sin Kakkeloonskrog, Angnsta sad ene
ved Thebordetz hun saae ulykkelig og fortredelig ud-
Efter en Pause begyndte hun at tale otn den nys-
otntalte Stene fra imiddags, og tog heraf Anled-
ning til at sige: "Latrtes elsker Dig sværmerisk, det
veed vel ingen bedre end Du selv? Til Dine Vin-
duer stod han vist nok og saae op, langt fra ikke
til Tante Polonins." — Httn saae spergrttde patt
mig: ".Du seer jo tid, som om det jeg sagde, var
noget bedrovcligt?" —- "Ja det veed Gnd," sva-
rede jeg: »det er det ogsaa." — «’Hvorledesl Du
elsker ikke Laertes? Skulde det vare tnnligt?" Htttt
fæstede sine Øine paa mig, med et —- jeg kunde
gjertte sige — forfærdet Udtryk. Et Lys syntes i
dette Øieblik at opgaae for os begge. Jeg sogte at
fatte mig, og sagde: »Nei kjære Augustal jeg agter
ham hoit, jeg kan gjerne sige, jeg har hant kjær-
men elske hatn kan jeg ikke." —— «Fordi Dit elsker»
-— (det var sont om det Ord hun vilde sige, ddde
paa hendes Læber) »fordi Du elsker en Anden-«
Htttt lagde sine Arme paa Bordet og sit Ansigt paa
Armene-, sont Een der sover. Efter ett Pause nærmede
jeg mig til hende, og medens jeg forgjæves bestrabte
mig for at gribe hendes Haand, sagde jeg: «««2lngn-
stal kjære Sosterl hor mig! Om jeg elsker en An-
den, da er denne Kjærlighed ulykkelig, og altsaa
tilhører den kun mit Hjerte, og er ganske min egen
Kammer. Vinteren er snart forbi, lad mig reise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
