Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke have gjort, omkDu havde kjendt hende, om Du,
som jeg, i tre Dage og«Nietter havde seet hende lide
med en Engels Taalmodighed? Da hun den fjerde
Dag dede i mine Arme, var jeg som forstenet af
Smerte. Jeg vilde ikke tillade at man bragte hende
ud af Værelset; jeg troede bestandig, hun igjen
skulde komme tillive. Det øvrige af denne sørge-
lige Dag og den paafolgende Nat sad jeg ved hen-
des lille Seng sosn stod ved Fodett af min, fordy-
bet i frugteslose Forsog paa at kalde hende tilbage.
Stifte, som var bleven hos mig om Natten, faldt
i Samt, troet af de forrige Nætter-o Uro; jeg var
allene med den lille Dode, men ikke mindste Ræd-
sel betog mig. Jeg kaldte hende med de sodesce
Navne, og overlod mig til min Smerte, indtil jeg
ndmattet faldt sovende over hendes Leie, med mit
Hoved hvilende paa hendes Knæe. J denne Stil-
ling fandt mig næste Morgen den gamle Mariane,
der venligen løftede mig op, og bad mig grædende
tillade, at det lille Lig blev baaret ned iSalen,
hvor alt var tilberedt til at modtage det. Jeg vilde
ikke overlade til nogen Anden, at vise det elskede
Barn den sidste Pligt; jeg klædte hende paa for
sidste Gang i hendes smukkeste hvide Kjole-, ord-
nede sidste Gang de deilige Lokker-, redte selv hen-
des sidste Leie, bar hende ned i mine Arnte, og
fulgt af Mariane, Stine og den gode lille Lydig,
lagde vi hende ned, bedækket as vore Khsse og vee-
det af vore Taarer. Neppe vare vi stadige, for
Angusta kom ind, hun nærmede sig, kastede sine
Øine paa den slumrende Engel, og udbrod med et
hæftigt Skrig: «Gnd i Himle-ti det er jo min Ro-
stnel ganske som jeg saae Rosiue ligge Lig. Jeg
lllyksaligel skal mitie Disse endnu engang see dette
Synl" Fortvivlet kastede hun sig over Barnet og
for første Gang saae jeg hende overese det med
Kjærtegn, som det nu desværre ikke mere kunde
gjengjelde. Vi bragte hende almægtig tilsengs. J
flere Dage laae hun iKranipe, og i de mørkeste
Phantasier brjamrede hun i sonderrivende Ord sin
ulykkelige Skjæbne og sine Bvrns Dod. Deri gamle
Mariaue og jeg skikkede-3 til at vaage om Natten,
og om Dagen veeg jeg ilke fra hendes Seng. En-
delig oplostes Sygdommen i hastig Graad og dyb
Savn, hvilket jeg af Erfaring vidste, bebndede en
hurtig Bedring. Jeg forlod nu hende-S Sovekariix
mer for selv at sege Ro i min Eensomhed. J det
næste Værelse traf jeg Laanes, som just stod seer-
dig at gaae bort med min Svoger. Hals koln mig
imode og udbredt "Min Gud! Frøken Clarii saa
bleg, med saasforgradte Øine!’« — "Gjar det Dem
ikke ondt, sagde jeg, at den lille Jsidore er dod2»«
— »Jo dct gjør mig meget ondt, svarede han,
men det bedrøver mig dog endnu mere at see De-
res Piiie i en saadait Tilstand, thi der er mange
saadanne smaa Barn som den lille Jsidore, men
af saadanne Øine ere der ikke stete i Verden." —
Disse Ord i dette Øieblik gjorde et saa ubehageligt
Indtryk paa mig, at det var mig umuligt at svare
et Ord.
Det var just Langfredag. Næste Morgen skulde
min Jsldore begraves. Jeg havde forskaffet mig
nogle Blomster og ladet dem bringe op paa mit
Værelse, for at binde en Krands til hendes Kiste
og pynte hende selv dermed. Dog kunde jeg ikke
gaae Salsdorcn forbi, nden at gaae ind, for i Een-
rum at see hende endnu engang. Det var Aften,
Maanen skinnede ind og oplyste for sidste Gaiig
deri yndige Skikkelse-. Jeg tog Sleret as hendes
Ansigt og trak et Garditt fra Vinduet for ret at
betragte de elskede Træk. Men, o Gud! hvad kan
asmale min Forfærdelse! Jeg sandt disse sode Træk
forandrede, deu slumrende Cugel var bleven et
Lig. —- En uendelig, rædselfuld Smerte greb mig;
og det var neppe jeg kunde naae hen til en Stol
hvorpaa jeg skjælvende kastede mig. Med eet aab-
ucdes Doreit Zog zHoratio kom hurtig ind. Han
syntes forskrækket over min Tilstand, men fattede
sig, og sagde: «’Deres Svoger er ude, Deres So-
ster sover; tillad at jeg maa følge Dem op paa De-
res Værelse og tilbringe en Timescid hos Dem."
Stykket ved hans Nærværelse reiste jeg mig, og
støttet paa hans Arm, naaede jeg mit Cabinet.
Lampen var allerede tændt paa det lille Divansbord,
og ved Siden af den stod Kurven fuld af Blom-
ster. Horatio sorte mig til Sophaen, og satte sig
selv paa en Stol ved Siden. Helt tog min Haarid
og sagde bevasgetz "Elsielige Claral ikke saaledes,
ikke med denne stumme Fortvivlelse maae vi sorge
over de lykkeliger·e Elskede, som naae Havtieti for-
end vi; men med stille Taarer, med frotn Taalniok
dighed maae vi overgive os til denne Smerte som
kun tilhorer Kjærligheden, og ikke blandes med Angst
og Bitterhed, som saa mangen anden af vore Sor-
ger. Derfor prlpde vi Graven med Blomster, for
derved at antyde de Følelser som skulde besjwle os
ved denne hoitidelige Sinerte·" — Vinduesgardinet
var aabent, Maanen skinnede og oplyste hele det
lille Værelse-, dens Straaler faldt paa Blomsterne
og paa Horatios Ansigt. Dette blaalige Lys i For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
