Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sotn mere end jeg selv har tænkt det, hat styrtet
mig i mine daarlige Dromme. Dette Segl, sotn
jeg trofast har baaret, vil jeg med Kapsel og Snor
nedlagge her mrd mine kjæreste Forhaabninger."—
Jeg tog det frem og saae paa det. "Nei, ingen
fremmed Haand skal sittde dig, sagde jeg: i Jsido-
res Grav skal du hvile! Naar jeg i Dretntne seer
min Yndling, skal hun bære dig." —- Jeg tog en
Blomsterstok, og gjorde med den en lille Aabning
i Jorden mellem Blomstetne paa Jstdores Grav.
Jeg faae endnu engang paa den vingede Lyra,kys-
sede den med mange Taarer, lukkede Kapselen til,
og bøiede mig for at nedlngge den i Jorden, da i
det samme en stærk Haattd greb min udstrakte Artn
og rev mig Snoren ud af Haanden. At see Ho-
ratio, see ham aabne Kapselen og kaste sig for mine
Fødder-, var et Øiebliks Sag. Hati omfavnede
mine Knæe,- groed, skjælvede og var ikke istand til
at tale. —- Hvad skal jeg sige mere ? Vor Pagt var
sluttet i Liv og Død. —- Endelig reiste Horatio sig,
og sagde: "O min Claral paa hvilket Sted har
Du dog skjaentet mig Din Tro?«’ —- "Ak, sagde
jeg: den lille Jsidore har holdt Ord, hutt lovede
mig at komme tilbage til mig, hntt har kaldet sine
Venner til sit Hvilrsted og har forenet dem her.«’
Ved Horatios Artn gik jeg nu ud af den Port,
ad hvilken jeg var gaaet ind med saa tungt et Hjerte.
Det var mig som om jeg var gaaet tid fra Deden
til et nyt og bedre Liv. Vi gik langsomt hjemad
over Volden gjennem Rosenborg Have-. Hoilkett
Vandringl Vi gjennemgik med hinanden vort hele
Samliv, fra det Øieblik vi ferste Gattg saae hinan-
den. Hotatio sagde mig, at han lige siden hiin
Aften havde elsket mig, at jeg var hans første san-
de Kjærlighed; men at han troede og fandt det bil-
ligt at jeg maatte foretrække den unge Lacrtes, end-
skjøndt han af flere Grunde formodede at der var no-
get i mine Forhold, der modsatte sig mine Ønsker;
at han havde besluttet at søge Trest i at vaere mig
en Ven og en Stakke, og derpaa reise bort, til det
kunde lykkes ham at beseire den Lidenskab, der truede
med at nnderkne ham; men at mit fortvrnede Svar
idag havde bragt ham til at vakle. Hatt var fulgt
hjem med Bernard, og fra hans Vindlie havde han
seet mig gaae forbi. Dreoen as en uimodstaaelig
Magt, havde han fulgt mig, seet mig gaae ind paa Kir-
kegaarden og skjult sig bag det store Monument, ved
hvis Fod jeg sad, og hvorfra han havde vaeret Vidne
til alle mine Bevægelser-. —»Jeg greb i Flngtcn, sag-
de hatt, den saligste Vished, det bedste Øieblik imit Liv.»
Da jeg i disse vore indbyrdes Bekjendelsee kom
til at otntale Brevtastett med Portraitet, tog han
den taus frem, aabnede den med et veemodigt Smiil,
og forundret gjenkjendte jeg ved første Øiekast Kei-
ser Rapoleotts Billede. "Jeg troede, sagde han,
at dette Slags Portcseuiller vare Selskabet bekjend-
te, at Augusia havde seet dette Portrait, og med
sin sadvanlige Skalkagtighed vilde heraf tage Anled-
ledning til at drille Bernard, og jeg vilde for in-
gen Priis saare den gamle Mand, hvor gjerne jeg
i alle andre Tilfælde vil gjore mig en Ære af ac
bære dette Villede." — Hver Tvivl var nn forsvun-
den, hver Smerte stillet. Vi vare nu i Rosenborg
Have. Der var Musik. Vi gjenkjendte en Melo-
die as Wer)se, og erindrede os hiin Stene i Kir-
ken, da vore Øine første Gattg ntodtcs, og, mere
veltalende end Ord, tilstode vor Kjetlighed; Stjer-
nerne, som begyndte at sees paa Himmelen, gjen-
kaldte os deit natlige K·anefart, da vi ferste Gattg
vovede i Ord at lade hinanden ane den. ".Hvor
salig er K·jaerlighedl’« raabte Horatio: «kun dett al-
lene giver os Forstnag paa Evighedett, thi kun den
lever paa eengang i det Forbigangue, det Nærvæ-
rende og det Tilkommeude, som i eet saligt Oieblit.
O min Clara! Dit hulde Vafen, denne Aften, er
det eneste der i hele mit Liv har ganske tilfredsstil-
let mit uveisomme Hjertes Fordringer. En glad
Anelse greb mig paa Grændsen af mit Fædre-tr-
land, men o Gud! hvem skulde have troet, at en
saadait Priis der ventede dett nfortrddne Vandrer7«
Det var alt silde, vi skyndte os at naae mit
Hjem. Da jeg naste Dag vilde gaae ned til Au-
gusta, folke jeg mig meget beklemt; jeg besluttede
imidlertid selv at betroe hende hvad der var fore-
saldet. Htiti sad ved Vinduet, jeg kunde see, hun
havde grædt. Saasnart hun saae mig, rakte hutt
Haanden imod mig og sagde: »Jeg veed alting,
kjære Clara: Horatio har varet her." Httn trak
mig hett til sig, omfavnede mig, og sagde med det
ipndigste Udtryk: «Troe ikke-, at mit svage Hjerte
misunder Dig Din Lykke! Nei, jeg vil ikke sor-
gjeeves have leert at kjende dett forsie af alle Mand
og Dig, Du englerene, Du lykkelige Bartt as Tante
Sophiet Tilgiv mig, at jeg ikke kan vare som Dri!
tilgiv mig det for Jsidores Slyld." Med folker-
lige, varme Taarer omfavnede vi hinanden, og jeg
tænkte-: Ntt har Jsidore igjen holdt sit Ord.
Endnu eet stod tilbage: Et Par Dage efter
sagde Augusta mig, at uagtet jeg havde ønsket at
holde Horatios og min Forbindelse hemmelig, ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
