Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kjendt ham, er saa sikker paa hans sande Eharatt
teer, at jeg turde ridderlig mode i Skranken, og
forfægte hans gode Sag. Og sæt endog at alle
de Smaahistorier vare sande, som vi as og til have
hørt om ham, hvad bevise de da mere end at han
er ung og fyrig. Er det Synd at besidde disse
Fortrin? Den som ilke har været Ynglitig, bliver
aldrig Mand." — Min Svoger og Angnsta toge
nu ogsaa Laertes Parti, ja hvad som mere er, Tante
Polonins med, og Onkel maatte nu gauste allene
sorsvare sig mod detn alle tre, thi Horatio sagde
intet Ord mere, men nærmede sig til mig, som sad
ved Vinduet med mit Arbeide, og sagde sagte:
"Lad Dem ikke forvirre af alt dette, Frokeit Claral
De lider ved disse Samtaler, der har jeg ofte be-
nnrrket3 men lad mig sige Dem at De har en Vest
iHoratio, der ikke kunde medtage stdrre Trvsri
sin Landflygtighed end deu at have bidraget tilDe-
res Lytte." —- Tatik Dig min Daarlighed, kjære
Tante! Disse ædelmodige Yttringer forbittrede mig,
og gave mig Mod til at svare: "De er i en fuld-
kommen Forvirriiig, hvad mine Folelser angaaer,
det har jog ofte bemærket. Jeg agter Laertes og
har Tiltro til hatn ligesvnt De, men hans person-
lige Anliggender rare mig ikke, saatidt som mine
Sindsbevoegelser angaae hatn." — Horatio saae taus
og forundret paa mig. Jeg blev skamfuld over deri
mig selv fremmede Maade, hvorpaa jeg havde sva-
ret ham. Jeg vilde reise mig og forlade min Plads;
i min Forvirring væltede jeg det lille Bord, hvor-
ved jeg sad, Horatio greb ester det og i denne For-
styrrelse faldt hans Breviaste ud as hans Bryst-·
tomme; deri sloi langt hen ad Gulvet, sprang op,
og et Portrait kom tilshne i den. Lhnsnar sloi
Augusta hen sor at tage den, Horatio kom hende i
Forijvlset, tog deu hurtig op og stak den. til sig.
"Hvorledes·2 raabte Angnsta: De har et hemmeligt
Gjemme i Deres Portesenille, hvori der skjuler
sig et Portraitl Det maa De vise os." Hatt vog-
rede sig standhaftig og gik strax med Bernard. —
Alt mit Blod standsede. Nik saae jeg at Tante
Polonius havde sagt sandt.
MinSosrer og Svoger havde gjort Parti med
hende og Onkel om at tage ud til Casortis, og
derpaa spise tilasten paa Onkels Lyststed paa Fre-
driksberg. Jeg havde samme Morgen været meget
npasselig og allerede da nudskhldt mig for at være
med. —- Hvor tilfreds var jeg over at kunne blive
hjemme! De kjerte strax bort, og jeg lukkede mig
inde paa mit Værelse, hvor jeg ret overlod mig til
al min Fortvivlelse. Med eet faldt den Tanke mig
ind: «Hvad vilde dog Tante Sophie sige, om hun
saae mig saaledes? Hun som saa mangengang har
advaret mig mod Lidenskabernes fordærvelige Magt?
hun sont sendte mig bort fra sig i Verdens Tum-
mel, paa det jeg der skulde prpves som Guldet
iIlden? Slet bestaaer jeg min Provel jeg kjen-
der mig ikke selv mere." —- Jeg stammede mig
over min Hastighed og Modloshed. — «Jeg vil
ikke sidde allene iaften, overladende mig til mine
unyttige Sorger. Jeg vil gaae ud under Guds
fri Himmel. Jeg vil besøge min Jsidores Grav."
Jeg udforte strax min Beslutning og vandrede
med hurtige Skridt nd til Assistens-Kirkegaarden,
hvor jeg snart sandt den lille Grav, med sitr spotte
Blomsterflor· Deri var lige ved Foden af et stort
Marmormonmnentz paa dettes Trappetritt satte jeg
mig, og vadede med hjerteligt Taarer den Jord, som
gjcmte min lille Yndling. Endelig stræbte jeg at
satte mig, jeg saae mig omkring, altiug var stille,
ingen Vind rorte sig; en lille Fitgl klhnkede i det
nær-staaende Tra, som om ogsaa den var bedrovet;
ellers intet levende Væseit i Nærheden; knn Døde
omgave mig, kun Grave hvorhen jeg vendte miite
Øine. "?l’k, sagde jeg til mig selv, alle disse som
Jorden gjemmer, have sørget og lidt som jeg, og
det er overstaaet. Hvormange Levende have ikke
gaaet til og fra disse Grave med sonderrcvne.Hjer-
terl Hvorinange Klager have ikke bevæget denne
Luft, hvormange Taarer have ikke disse Træer seet
slodel og, o min Gut-l hvad ere mine Lidelser mod
dem, hvortil disse Steder vel vste have været Bid-
ne, og mod dem, som Jorden her skjulerl Jeg be-
grceder her et Barn, som jeg ikle har kjobt med
Opoffrelser og Lidelser, men som kun levede til
min Glæde; jeg fortvivler over en Mand, der al-
drig har fornærmet eller bedraget mig, men kun
trøstet og forsljonnet mit Liv. Hvor er jeg utak-
nemmelig! jeg klager over den Tid, som er hengaaet
incerlighed og Lykke." —- Ieg bad inderlig til
Gud om Kraft — ikke til at overvinde min Kjær-
lighed, nei til at gjemme den i mit Hjerte, men
reeti og hellig, uden Skinshge og onde Lidenskaber-,
saa jeg maatte soradles ved denne skjanne Erin-
dring, og ikke spilde mit Liv og min Ungdom i
tomme Sværmeriet-. —- Jeg blev roligere, jeg sagde
tit mig selv: "Om saa Dage forlader jeg jo Kjo-
benhavtt, og vender tilbage i min kjærlige Moders
Arme; nu vil jeg ogsaa tage Mod til mig, og her
paa denne Grav vil jeg nedlagge den Talieman,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
