Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1827.
Mandagen den 26de
Maries-.
—sp——
Redigersas·I. L. Heiderg.
Qullas Munstindvielse.
Fremsagt af Madame Wetschall
paa hendes Coneert den tde Marte.
Den glade Barndoms Alder-
Hvor Stovets Ønsker snart er talt-
Hvor Mennesker ei Gud endnu paataldeb
At gjare godt, hvad selv det gjorde galt;
Hvor Pigen elsker kun fin Dutle,
Og Drengens Hjertero kun siger ved Trommens Lvdr
Hvor Natten kjender ei til Graad og Sukke,
Og Dagens Klotleslet dliler talt ved svunden Fryd s-
Dea glade Varndoms Alder er saa kort!
For Stelca var den hurtig ilet bort.
Men da for hendes Blik og Hjerte
Den bedste Jord —- Herr Pope kalder saa
Den eneste, han kjende lærte —
Med al sin dromte Fryd og itte seetr Smerte
J Foraarsglandt udfoldet laarz
Lod Stella sig ei vare
Af vaad vee blande- Mangdens Sande-
Ei nogen jordisk Lyst hun laante Øre-
Hun ringeagted« Glade-io Hverdagslranda·
Ei Dacen med sit Urteded,
Hvor Livets Maanedoroser hurtig salme,
Ei Hytten, hvor uvirksombedent Fred
sorsone skal med Rog og Qvalme,
J Vanens Garn fasthilded« hendes Fod.
Nei, kjækt hun satte for sit ungt Mod
udgiven af Ferdinand Pen-glan-
Et bedre Maal paa Qlippeni Linde-
Hvor Kunsten-l Tempel hæver sig i Slo,
Omstraalt af Evighedens Morgengry,
Og Jorden synes sig med Himlen at forbinde-
Alt tidlig vied’ l sit stille Sind
Hun sig til Kunstnerreisen ind.
Men Klippen var saa bei, og Veien lang;
Og Farer aned hun, ei uden Grund,
Thi mangen, som paa Fjeldets steile Gang
Hun havde seet en foie Stund,
Var sod- og hiertesaaret vendt tilbage,
Med skuffet Haab og Mismodo Klage;
Og medens Mængden tat ommolred Bjergets Fod,
Kun saare Faa paa Holden dristigt sted. —-
Tidt naar med Hjertets hede Længsel-
Og uvist, sast toivlraadigt, Sind
Hun havde seet paa Mængdens Trængsel,
For snart t Knastens Hegn at lukket ind;
Hun troede glad to Væsner vaer at blive,
Som heel gestjeestig rakte rededon
Til dem en hjelpsom Haand,
Som vilde sig paa Reisens Fart begioe.
"Maaskee mig hjelper ogsaa een af dem-’«
Saa tænkte hun — "naar jeg dem bare sinder.
«Ja; jeg vil trange mig blandt Mængden frem,
"Hvo intet vover, intet vinder."
Den næste Morgen Stella stod
Til Relsen alt parat ved Bjergets Fods
Og lange heller ei der vared’,
Saa sit paa een af Hjelperne hun sat,
Til hvem sin Lid hun havde satz
Og strax hun ham sit Ønske aadendared·.
Heel underltgen ud han saae-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
