Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ungdommelige hos Hamlet i hans, om jeg tor kalde
det, Studenter-forhold til Horatio, end han gjør
det. Han vilde herved godtgjør-e, at der ikke er
Eenhed i Hamlet-? Væsen, en naturlig Folge af
dennes Characteersvaghed.
Dog for dem, der fæste Lid til Hr. Mtillners
Autoritet, endogsaa trods Hr. Niessens senere Ud-
forelse af Hamlets Rolle, er det maaskee ned-ven-
digt lidt nærmere at oplyse hiins Paastand. "Hvor
er her vel den Svage-, som den nyere Kunstphilox
sophie redcbvtt har villet paasnakke os som Helten
i en shakspearsk Tragedie? Skal Monologen Akt
iv, Scette 4, hvor Hamlet, nodt til at reise til
England, klager over sin lldsaettelse sogende Betali-
kelighed, tjene til Beviis for en Anskuelse, fem Be-
givenhedernes hele Gang staaer i Modsigelse med?"
Altsaa kun her finder Hr. Mirllner, at de soin au-
ttige Hamlet for en svag Charaeteer, dog ikke gan-
ske have snakket hen i Taaget. Mig synes snarere,
at Begivenhedernes hele Gang vidner om, at Ham-
let ikke har Eharaeteersthrke, thi vil han hvad han
vil, og handler han, fordi han vil? Førstegang
vi hore Hamlet alene, udbryder han:
O, at dog dette for —- for faste Ksod
Hensmelte vilde, tae, til Dug oplosesl
O, at den Evige ei havde fat
Sit Covdud imod Selvmordl
Og til hvilket Blik i hans Indre aabner denne
Indgang os ikke Udsigten? hvorledes ndsoldes her-
ved ikke for os den i Kantp med sig selv sig op-
rioende Sjæl? Og naar han længer hen i samme
Replit siger:
Htm givt med hans Broder-
Min Faders Broder, men saa ulig ham,
Som jeg er Her-talet-
eroer Hr. Miillner da, at Hamlet tænker paa en
phhsist Sammenligning mellem sig og Herrnles,
eller er det aldrig fatdet ham ind, at Hamlet kan
have meent deri uhyre Forskjellighed imellem ham,
der udforte de storsle Arbeider, og sig selv, som ikke
kan fuldt-ringe noget. Hvitd kan Hamlet efter Hr.
Miillners Anskuelse have meeiit med de sidste Ord
af Sltttningsreplikcn i første Aktt
Tiden er nu af Led: —- o Qval og Harm,
At deri skal sættes i ved denne Arml
Hatii forekomme de maaskee som en temmelig betyd-
ningslos Errlamatiou, men Gdthe troede i disse
Ord at sinde Nogle-l til Hamlets hele Opførsel.
»Det bliver mig herved tydeligt, siger denne, at
Shakspeare har villet skildre en stor Daad valtet
paa en Sjel, sotn ikke er den voren. Og i denne
fl
Aand er Stykket fuldført-
tet i en kostbar Urtepotte,
skulde have optaget smilende Blomster; Egetts
Rodder udbrede sig, og Karret maa sonderspranx
ges.’- Hamlets Selvbebreidelse for Uvirksomhed og
Betænkelighed bryder levende ud i 2dkll Alt, hvor
hail har hvrt Skuespillerens Deelamation om He-
cuba, men dette Sted har Hr. Mnllner maa-
skee overseet. Matt læse blot denne Slutningsm
plit as LVM Alt for at gjøre sig et Billede af den
rinder sin Byrde sukkende Hamlet, som snart til-
skriver sit «Dnesind og Mangel paa Galde«’ at
han ikke har fnidfort, hvad Aande-l opfordrede ham
til, og hvad han lovede sig at ville gjore; som
snart i en Stroln af Skjeldeorsd giver- sin Forbit-
trelse mod sin Stedfader Luft, og snart atter tviv-
ler om Aandens Sanddrnhed, og altsaa om Mis-
gjerniugens Virkelighed.
Ja muligt han (2landen) min Svaghed og min
Tungsind
Sjæle)
En Eeg er her plan-
som kun i sit Skjod
(Da han har saare Magt med slige
Til min Fordaw vil bruge.
Hamlet erkjender her sin Svaghed, og tilstaaer
fin Tungsindighed. En vigtig Tilstaaelse, thi her-
ved bliver det vist, hvad Shaksveare faa herligen
har antydet, at Hamlet-«- Galstcib ikke er, som
Hr. Mallner troer, end sikker og bestandig fast
Vedholdett af en besværlig og vanskelig Maske, men
at den derimod er en synderlig Blanding af For-
stillelse og Sandhed, en i hinanden Smelten af Be-
vidstfuldhed og Bevidstløshed, et Prodnet af Kraft
og Svaghed paa eengang, netop fordi Hamlet, ud-
rustet af Naturen med mangen ypperlig Kraft,
har en svag Charaeteer. Harnlets Vattvid er il-
dret til den hoieste Grad af Natttr og Sand ed,
thi den viser sig igjennem hele Stykket paa eengang
med sin sande og med sin falske Side, og saadan
maatte det være, fordi Hamlet altid staaer paa en
Korsvei af det Sande og det Falske.
Jeg kunde af selve Tragedien anfore langt flere
Beviissledcr mod den mnllnerske Ausinelse, men
jeg anseer dette for overslodigr, saameget mere som
Hr. Rielsens Fremstilling, og iblandt andet hans
Reeitatiosi af den beromte Monolog de senere Gange
ikke lader nogen Tvivl om, at han tilfulde har op-
fattet det Tvivlende i Hamlets Characteer. Kun
vil ieg erindre om, at Stammen fra den anden
Verden ogsaci høit vidner om Hamlets Svaghed-
thi Hamlet siger, da Aanden aabenbarer sig for
hatn i Moderens Sovekantnter:
Kommer I ei, for
At kalde Eders dorske Søn til Regnskab,
Som dybt i Lidelser og Tid nedfjmrten
Yrtsorilmer Eders store Bud at rogtek
A .
og denne svarer:
Forgjtt det eil Jeg kommer nu, kun for
At skjarpe det alt næsten scave Forsæt-
Hvad jeg iøvrigt kunde have at sige om Udso-
relsen af dette Drama, vil jeg udsætte til en andelt
Leilighed.
L.
Trykt hos Ditetktut I. Hostrnp Schultz, Kongelig og universitetvsBogtrnkter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
