Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lagt Marte til mig, for paa eengang kommer der
en Kanonkugle, staaer ned i Jordbankett ved Si-
den af mig, og begraver mig mellem Steen og
Jord. Da jeg kom op og fandt mig, paa et Hul
mer i Hovedet, hvoraf Blodet stromsnede ned over
min Skulder-, uskadt, var der stille i Nærheden om
mig, men der laae saa skrarkkelig mange Mennesker
og Heste imellem hverandre. Jeg maatte tauke paa
Sofsi, førend jeg kunde faae Mod til at see paa
de mange kjække Franskmand, som her laae dode.
Langt paa hoire Haand var Bataillen i fuld Gang.
Nedenfor ved en Hoi gik flere herrelose Heste. Jeg
listede mig til en fransk Dragonhest, den stod taa-
lig, lod sig tomme op, jeg satte mig paa den, og
gav mig rolig til at oversktle Terrainet. — Da ho-
ret jeg længere neden for mod Venstre: Vive L’em—
Faveur-! og et CavalleriexCorpo stormer frem, hen-
ad Hoire til. Jeg vidste nn hvorledes jeg var fa-
ten. Hestetl var knap til at holde, den vilde med
sine Landsmænd. Men jeg sik den dreiet af, og i
flydende Gallop holder jeg henad, hvor jeg maatte
formode at treesfe Sossts Landstneend; — saaledes
maatte jeg altid tanke mig dem, ellers kunde jeg
ikke beholde Contenaneek Jeg kom til dem just som
et Corps regulaire ridende Jaegere satte sig i Au-
marche. Men paa eengang tager Fanden ved min
Franskmand med mig henimod et fransk Regiments
venstre Flanke. Jagerne fulgte. Vi huggede ind,
og en Massaere begyndte, af hvilken jeg kun veed
saameget, at jeg med den sveere Sabel hug dygtig
omkring mig til alle Sider. Nogen Tid gik det
godt. Og det lod som otn man skyede at komme
mig nær. Men just i det vi efter en halvanden
Times Myrden og Slagten harte et almindeligt
Seierssirig, og saae Franskmeeudene at vare be-
toenkte paa at tre-ikke sig tilbage, langt fra ikke at
kaste Geoarer og sine, sotn det hed sig, saa kom-
mer en lang svær Karl flydende mod mig, skyder
sin Pistol af, og ridee mig og min Hest formelig
ned under sig. Da sagde jeg stille: Sofsi, Farvell
— og sank bevidstløs ned. Gud veed hvorlange
jeg laae der. Men da jeg slog mine Øine op, saae
jeg kun den maanelyse Himmel, horte langt borte
en Klokke ringe, og fatte-, nast en stor Smerte i
mit Hoved og over min hvire Haand, kun en sover
Hunger og Torst· Jeg laae fri paa Skrankett af
en liden Banke. Den var rundt om overfaaet med
faldne Franskmand og Preussem Jeg kunde mod
min Formodning reise mig, rare baade Been og
Arme, og randsagede de Omkringliggendes Lommer,
for at sinde noget at spise. Mad fandt jeg ikke,
men kun et Lommenhr« som gik. Klokken var tre
Qvarteer til Tolv. — Jeg tog uhret til mig, men
jeg groed, ved at tænke mig, at jeg stod her sont
Fiende og plyndrede en Franskmand. Endelig fandt
jeg i en dod Hest-3 Sadelposer et stort Stykke Brod,
og i en falden Preussere udstrakte Haand en Flaste
fyldt med fransk Viin. Mateet og ladsket vandrede
jeg over den frygtelige Blodtnark henimod Groß
Gbrschen til. Som jeg her gik alene mellem denne
Mettgde Slagne, paakom mig forst Rædsel og Frygt.
Jeg faldt hvert Øieblik, fordi min Fod gled paa
den blodvaedede Jord. Hvert Øieblik greb jeg i et
Ansigt, horte enkelte Doendes sidste Stonnen, og
blev tilsidst saa ynkelig tilmode over de Gyselighe-
der, jeg selv havde deeltaget i, men som jeg al-
drig for havde kjendt til eller forestillet mig saa
græsselige, at jeg endogsaa engang teeukte: Var
Du nu ikke bleven Kjæreste med en berlinsk Pige,
saa gik Dit nu ikke her mellem stagne Franske,
som Dit har veeret med at myrde. Jeg var vist
ikke den her paa Valpladsen, som var i bedst Hu-
meur. Naar jeg tænker paa, hvorledes jeg var
tilmode da jeg git der mellem de mange Dode,
som Maanen saa gyseligen skinnede ned paa, saa
begriber jeg ikke hvor jeg sik Ro og Conrage fra
til at gaae med og holde mig brav. — Jeg sad
længe paa eu ded Hest, og kunde ikke gaae langer,
saa jatnmerlig var jeg tilmode. Det var lsaer Sy-
net af to Franskmand, som laae i hinanden-; Arme
og vare dode, begge af svare Sabelhug l Hovedet,
der gjorde mig saa bitterlig ondt. Men saa harte
jeg med eet Jagerhorn langt borte. Jeg lyttede.
De kom narmere. Et lidet Jagereorps kom mar-
eherende ud af Grvß Gorsdjen, langs ad Veien,
der, som jeg ntt blev vaer, gik lige ved Siden af
mig. Jeg blev siddende paa den dode Hest. Da
de marcherede syngende og jublende ad Veien til
Berlin, saa horte jeg nok at det var Preussere.
Ligesorn de vare forbi mig, reiste jeg mig stille, og
sluttede mig ganske nbemerrket til dem. Ntr ere
farede jeg da Udfaldet af Bataillen. Franskman-
dene vare huggede sammen, vare henveirede som
Avner for Vinden, skulde huske det til de kom igjen,
o. s. v. o. s. v. Klokken var eet, da vi marcherede
ind i Berlin. Vi bleve, soin de faa Levninger af
tre frivillige Jagercotnpagnier, der, uagtet den op-
rindelige Bestemmelse, havde varet med fra først
til sidst, tagne imod ved Porten med Jubel og
Glade. Paa Pladsen kom Obersten tit os og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
