Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
taktede Alle og Enhver med storste Roes for vor
udviiste Bravotm Det var nu blevet Dag. Jeg
ventede paa at vi nu snart kunde gaae hver til
Sit. Da skreg Een af bagerste Geled: Hr.Obersts
Der er Sathseren som holdt sig saa kjækt Der
slaaer hanl — Hvor? raabte Obersten, og mange
andre. Jeg saae mig ogsaa uvilkaarlig om. Tre
pegede hen paa mig: Der staaer hanl —- Qbersten
kom til mig: Trad frem min Soni Du har viist
Dig som en Prensser fremfor nogen. Her hcflck
jeg Dig tnin egen Medaille paa Brystet. Naar
det atter gjøres soruodent at vi Alle mode, saa
venter jeg, Dit soigter ikke. — Jeg taug og bukkede.
Jeg tænkte paa Sofsi, som nu stod og ventede
i Kammervinduet paa mig; det var jo kun af hende
jeg bred mig om at horc Roes. — Alle omringede
mig og kaldte mig en aerlig Preusser. — Een var
især roreude, hent bad tnig at tilgive; han havde
ikke imorges troet, jeg meente det saa oprigtigt.
— Jeg brod mig ligesaalidt om deres Noes nu,
som om deres Haan imorges. Vi sik Lov til at
skilles ad.
Jeg kom til Porten, hvor Sofsi boede. Kiel-
dekmauden var oppe; da han kjendte mig, lukkede
han mig op, og stille listede jeg mig op ad Trap-
pen til Sossis Kammer-. Doren stod paa klem.
Hun stod i det aabne Vindue og saae udover Eg-
nen, hvor den varme Dag havde varet. — Nu
er Klokken snart treavarteer til Tre, saa er det
sire og tove Timer siden, tankte jeg, da tlhret slog
paa Vaggenk hun vendte sig om for at see paa
llhret, da seer hust mig staae i den aabne Der. —-
Jeg stoi til for at gribe hende, da hun ellers vist
var falden otn af Skræk, thi hun troede, sagde
hun, at det var mit Gjeufard der stod. Ligesom
Sofsi og Jacob var vort sidste Ord Natten ifor-
veien, saa var det nu vort forste. Jeg veed vist
at jeg i det hele Dogn ikke har lukket min Mttnd
op til noget eneste Menneske. Httn var ene i Httr
set. Httn havde ikke heller talt med nogen, men
for det meste staaet l Vinduet og seet ud over Eg-
nen, hvor hun vidste, at vi havde vor varme Dag.
Da vi nu kotn lidt til os selv, besaae hun mig
noie, om jeg ingen Skade havde faaet, blev da
yderst forskrækket over Hnllet i mit Hoved,— som
nu vel gjorde noget ondt, men itte havde videre
at betyde da det blev vaslet ud med Vand. Hag-
get over min heire Haand var vasrre, det for-
bandt hun og lagde noget Balsatn paa, sidett har
jeg heller aldrig videre tænkt paa det. Men da alt
saa var istand, saa kan De tanke Dem, hvilke
Dage jeg havde! saa stjoune faaer jeg dem aldrig
tnerel Httn sorte mig om i Familien, ligesom sor
at gjore sig til af mig, og allerede Dagen efter
var hendes lille Kammer vort Brudekantmer.
Siden da engang Talen igjen var om, at et
Corpo Frivillige skulde samles og rykke ud, horte
jeg hende ikke med et eneste Ord yttre nogen Lyst
til at jeg skulde være med. Hun har endogsaa nogle
Gange slaaet paa, at hutt ikke kan begribe hvor
hun fik det Mod fra, at opmuntre mig til at gaae
med til Grosi Gbrschen. Det maa virkelig have
veeret derfor, siger hun saa igjen, fordi mit Sov-
skendebarn altid roste sig af sin Kjæreste; jeg horte
ogsaa baade hende og stere kalde Dig den galante
Saehser, og engang, da der blev talt om at op-
rette et Frieorps, da sagde hendes Soster, den
gifte, at der bod den galante Sachser sig nok neppe
til. Det arrgrede mig, og for de Franske var jeg
ogsaa grumme bange.
Der seer De nu, hvorledes jeg kom til at
blive Helt. Her er min Medaille, jeg har den al-
drig paa uden naar jeg gaaer til Altere. Deels sv-
nee mig, jeg dog der end mere levende foler mig
opvakt til at takke vor Herre, som sparede mit
Liv den Dag ved Groß Gdrsthen , og deels hjelper
det mig tidligere til Guds Bord, thi De har nok
mærket, naar Preussertte see et Kors eller en Me-
daille paa et Bryst, saa saae de Respectz det har
nu ellers tabt sig meget, da der i de senere Aar
ere saa gvfelig mange der bare deslige Tegn.
Om Forholdet imellem selskabelig og
intellecruel Cnltur.
1V.
uagtet der ikkun i det Sande og Rigtige kan sin-
des nogen fuldkommen Conseqvens, kan man dog
ogsaa i de storste Vildfarelser opdage visse beslæg-
tede Meninger og Anskuelser, der vel sjeldent sindes
ganske forenede i Birkelighedeu, men dog fremkom-
me kjendeligen hos enkelte Judivider, der ere saa-
danne Mcningers Revrrsrntauter, og selv under
visse Omstændigheder, som s.Cr. hvor der gives
Anledning til Partiers eller Fartioners Dannelse,
kunne fremkaldes til Bevidsthed hos en Mangdr.
Ved saaledes iVirkeligheden at opsoge de mærkelig-
ste og almindeligske Anskuelser as de selskabelige For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
