Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig; hvert Spoer var forsvundet. Endelig erin-
drede jeg mig at min Fætter og jeg, under vort
Ophold paa Herregaarden, havde i Haven fundet
et Brev fra Frvken Hedevig til Lydia. Vi læste
det, loe af den hoitravende Stiil, og jeg tog det
til mig for at levere Lydia det tilbage, hvilket jeg
dog siden forglemte. Da det nu ofte hænder at
man i urolige Timer søger i alting et Hvilepunkt
for sine omsveevende Tanker, faldt det mig ogsaa
ind, i dette Brev at lede efter en mulig Oplys-
ning. Og virkeligt jeg troede at opdage et Spoer
i følgende Ord:
«Madame Rosen, fra nærmeste Kjobstad, var
her i Formiddags i samme 2Erinde som sidst, nem-
lig for at bede Moder recommaudere hende en Sh-
pige, der kunde hjelpe hende med hendes Datters
overdreven galante Udstvr. Jeg tænkte paa hvor godt
Du kan lide den Kone, som jeg ikke kan udskaae,
hvordan Du ønskede at Du var i den Sypiges Sted-
som hun skulde have. Det var ogsaa et ubesindigt
Ønske. Du kunde ville begrave Dig i hendes Ere-
mitbolig, hvor aldrig noget Menneste kommer, især
nu da Svigersvunen er bortreist, som er saa ja-
louxl Nei, min elskede Lydia; Du skal lyse som
en Sol i min Broders pragtige Riddersali Dit skal ,
lden, hvorpaa Reisen fortsattes.
blomstre som en Rose" . . . . o.s.v. o.s. v.
Madatne Rosen i næste Bhl en Dame, hos
hvem intet Menneske kommer! som Lhdia godt kunde
lidel . . . . Var det ikke muligt? . . . .
ste Øieblik sad jeg paa min Hest og galopperede til
Byen, hvor jeg endelig sit opspurgt Madatne Ro-
sens udenfor Byen beliggende, lille, venlige Huus.
Efterat jeg længe havde banket, kom endelig et ungt
Fruentimmer og lukkede mig ind, med de Ord:
at hendes Moder ikke var hjemme. Jeg nævnede
mit Navn, spurgte om Ltjdia ikke opholde sig der
i Huset, og min Urvlighed, min Kttmmer maa
have talt min Sag hos den godmodige Jomfrit Ro-
sen; hun betragtede mig taus, lod til at betænke sig,
og sagde derpaa: "Vil De vente her et Øieblik.’"
Hun forlod mig, kom strax tilbage, bad mig folge
sig, og svrte mig gjennem ett Gang, over Gaarden,
opad en Trappe, lil et afsides Værelse, hvis Dør
hntt aabnede og gik bort. Med bankende Hjerte
traadte jeg ind, og med eet stod Lvdia for mig,
ganske som jeg forste Gang saae hende, i et broget
Shatvl, med et lidet Barn paa Armen. Hiin
rakte mig Haanden, brttst i Graad, og sagde: «Jeg
takker Dettti De opsoger mig stakkels forladte, for-
skndte Barn.’« — Det varede nogle Mimtter inden
J ilet-!
vi paa begge Sider kunde fatte os. Endelig spurgte
jeg: »’Hvem tilhører dette Barn?" —- "Mig", sva-
rede hun. — Det var som om en Dolk foer gjen-
nem mit Bryst. — Hun vedblev rolige «Det har
Ingen i Verden uden mig; det er forladt som jeg;
det faldt i mine Hænder-; jeg veed ikke, hvetn det
tilhører." —- Jeg aandede igjen, og nu fortalte
hun, hvad jeg forgjæves vilde onske at kunne gjen-
give med den rarende Naivetet, hvormed det lod
fra hendes Læber. — Længe, sagde hun, havde
Frøken Hedevig villet overtale hende til at sthgte og
skjule sig hos en Tante, som denne havde i Kjøb-
stadett, og hvis Deeltagelse for Lydia hun altid om-
talte. Efter Consirtnationen kom hun op til Lydia
paa hendes Kammer, sagde at Vognen holdt seer-
dig ved Enden af Haven for at bringe dem begge
. til denne Dame, der vilde modtage Lydia med aab-
ne Arme. Den stakkels Pige, omspændt af Angst
over den tvungne Forlovelse, som hendes Forældre
nu samme Middag vilde helligholde, raadvild, san-
derreven af stridende Falelser, lod sig næsten bort-
fore as Frøken Hedevig, satte sig hos hende iVog-
nen, og foer afsted inden hun ret kom til at be-
sinde sig. Ved Indgangesi til Skoven holdt Vog-
nen, og den haabefulde ældste Junker sprang op i
Men underveis
begyndte nu disse Soskende at bestorme Lhdia med
Venner og Trudster for at formaae hende til strar
at forlode sig med Iunkeren. De paastode at have
deres Forældre-ti Samtykke til alt hvad de foretoge
i denne Sag, at alting var astalt med Tanten, og
en Præst tilrede for endnu samme Aften at forene
det unge Par. Lydia vægrede sig standhaftig, det
kom til Trætte og et formeligt Venskabsbrud, der
endtes med at Lydia steg ud af Vognen og blev
uden Betænkning forladt af de Andre. —- Den stak-
kels Pige befandt sig nu ganske ene, losreven fra
Fra-ender og Venner, under Guds fri Himmel, uden
Hjem og Tilflugt. Med sin lille Bhldt under Ar-
men iilte hun gjennem Skoven, og satte sig træt
og bedrøvet paa en Treestub ved Landeveien, paa
er Sted hvor flere Veie stvdte sammen, uvis om
hvilken af disse hun skulde solge. Tilbage til sine
Forældre vovede hun ikke at gaae. Naturligen faldt
hendes Tanker paa denne Madame Roseti, der saa
ofte havde været en Gjenstand for hendes og He-
devigs Samtaler. Hiin ansaae det som en god
Indskydelse at hun skulde tage sin Tilflugt til denne
retstafnc og fromme Kone, der ofte havde viist hen-
de Opmeerksomhed. Medens hun bestyrkede sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
